Detlef Nielsens erindringer om tilbagetoget fra Dannevirke 5. februar 1864

… Da så Suppen var kommet på bordet, jeg antager, at klokken måtte være 3, kom der ordre til overlægen om strax at møde hos regimentschefen oberst Hein¹. Han gik fra suppen, vi andre spiste, og det var vist ikke ret meget, vi lævnede til ham, skønt Gud skal vide, det var en flov ret uden sukker eller saft i. Det varede længe, inden han kom tilbage, og han var meget ophidset, da han kom, men han vilde ikke give andet svar på vore spørgsmål end at regimentet endnu iaften ventede ordre til, at vi skulde rykke til et nordligere cantonnement² for at hvile. (Han vidste dengang, at Danevirke skulde opgives)…  

… Ligesom dette var ordnet, kom der ordre til, at regimentet skulde stille på en mark øst for vejen, der gik igennem byen. Jeg gik først hen til captainen, men han var aldeles fra det og bad mig selv sørge for alt; jeg måtte altså rundt alle steder, vækkede befalingsmændene først og lod dem stille udenfor kvarteret med det mandskab, der var indkvarteret. Jeg havde været så forsynlig at notere mig alt, thi det var en nødvendig sag, hvis man vilde undgå, at nogle forsvandt; gjorde på den måde hele ronden og var med mit compagni det første på alarmpladsen og stod vist en halv time alene. Da regimentet var samlet, fik hele bagagen ordre til at rykke nordpå; endnu havde man ingen anelse om, hvad det gjaldt, klokken var 5—5 1/2, da vi var samlede dær. Så stod vi opstillede dær til 8 for at — afvente nærmere ordre, og nu varede det ikke længe, førend man fik den sørgelige visshed, at Danevirke skulde opgives. Der rykkede artilleri forbi, det ene train efter det andet, i dødsstilhed fra skanserne nordpå, og endnu inden vi fik ordre til at marsjere, så vi de halvfærdige barakker, hvor vi havde stået og som havde ærgret os så meget de sidste dage — gå op i luer. Stemningen var meget trykket og alvorlig; der blev egentlig kun hvisket, medens vi stod dær i mørke og kulde med hjærtet opfyldt av harme og sorg. Der var i dagens løb faldet isslag, og vejene var frygtelig glatte. Så afmarsjerede vi omsider over Dækkekro og Lyrskov og nåede ved Istedskov hovedlandevejen, hidtil kun generede af train og enkelte artilleriafdelinger, men det gik kun meget langsomt på grund af det glatte føre. Da vi kom til hovedlandevejen, måtte vi gøre et langt ophold, da vejen var opfyldt af forbidragende afdelinger. Man så allerede train kørt i grøfterne. Omsider kom der en åbning i colonnen; den rykkede vi ind i; men så gik det i sneglegang 5 minuter frem, så 5 minuters standsning, og det i en uendelighed hele den lange nat. Man gik tilsidst og halvsov; engang måtte vi gøre et langt holdt, fordi der var artilleri, der skulde forbi os; og når der stoppedes op i colonnen, rendte man panden mod formandens tornyster. Alt i modløs tavshed; man talte ikke; ingen commandoord hørtes; det var som alt i en var dødt, det var kun maskiner, der gik her, ikke mennesker. Jeg mindes en comisk situation fra den nat. Jeg sluttede for 2det compagni, og den lieutnant, der gik i téten for det efterfølgende compagni, 6te, en lille lieutnant Hansen, gik lige bagved mig. Han vandrede i sorte fløjls-morgensko, desformedelst hans fødder var dårlige, og hvergang vi gjorde holdt, kom hans oppasser med en lille pude, som han lagde under lieutnantens fødder, medens han samtidig stod og holdt på ham. Dette gentog sig i det uendelige, og jeg blev så vant dertil, at jeg vilde have undret mig at se ham uden det. Han var for resten en rar, skikkelig fyr, som så gerne vilde, men hvis legeme lagde ham hindringer i vejen. Det var blevet lyst, da vi nåede Oversø³, forfærdelig medtagne. Dær fik vi ordre til at rykke ind på en mark vest for landevejen, en tilsneet pløjemark var det. Dær opmarsjerede vi i bataillonscolonner, og det hed sig, at vi skulde have hvil. Men medens vi endnu stod opstillede, kom først brigadechefen general [oberst] Harbou⁴ og derefter divisionschefen general du Plat⁵ med stabschef major Schau⁶. Den sidste gik og tyggede på en beskøjt, som visst mange misundte ham. General Harbou sagde et par ord til folkene, som de færreste hørte og ingen forstod, du Plat derimod ikke. Jeg lagde mærke til, at regimentschefen oberst Hein gjorde general du Plat nogle forestillinger, og hørte ham anmode om tilladelse til straks at marsjere videre, hvilket i betragtning af, at vi hværken havde marketender eller noget i brødposerne, var det eneste fornuftige. 

General du Plat lovede højt regimentschefen, at når han holdt ud til Bov, skulde han få tag over hovedet. Så drog vi da videre på samme langsomme, søvngængeragtige måde og drejede nord for Bilskov kro ind på Oxevejen, hvor der herskede den samme forvirring som på hovedlandevejen. Her fik jeg ordre af bataillonschefen captain Bie⁷ til at slutte bag regimentet og sørge for, at alt kom med. Jeg fik såvidt jeg erindrer en undercorporal af hvert compagni til assistance. Min captajn så jeg aldeles intet til hele retraiten; jeg tror ikke, jeg talte et ord med ham; han gik og sov, fuldstændig åndelig færdig. Det varede ikke længe, førend denne post blev meget besværlig, fordi folkene ikke kunde mere og begyndte at falde fra. De satte sig ned på grøftekanterne og vilde hellere fryse ihjel end gå, men der hjalp jo intet; de måtte med, og der vankede mange knubs af min tykke stok, hvor ondt det end gjorde mig for de stakler. Jeg dannede en hel bagtrop, og den voxede stærkt efterhånden; der var flere underofficerer også, navnlig en underofficer af 2det compagni, der var danebrogsmand fra Isted, og som måtte drives frem ved hjælp af prygl. Jeg fik alle med, ikke en mand blev bagud. Mit ben smærtede meget, men jeg blev næsten følelsesløs tilsidst.  

Ordforklaringer:

(1) Frederik Lautiyz Adolph Hein (1811-1901)

(2) kantonnement var indkvartering af soldater uden for garnisonen.

(3) Oeversee

(4) Johannes Harbou (1810-1891)

(5) Glode du Plat

(6) Ernst Schau (1826-1864)

(7) L.A. Bie (1815-1891)

Kildehenvisning:

Detlef Nielsens Erindringer fra 1864 – meddelte af H.V. Clausen. Sønderjydske Aarbøger, 11. række, 1929, s.14-18.