Tilbage til nyhedsliste

Danske journaliststuderende bliver klogere på Sydslesvig

12. april 2018

Fra i år sætter et internationalt uddannelsesforløb for kandidatstuderende i journalistik fokus på Sydslesvig og Tyskland. Det sker i et treårigt samarbejde mellem Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, Flensborg Avis og Grænseforeningen. De første 17 studerende har netop været på studiebesøg i Flensborg.   

Læser man til cand.public. på Syddansk Universitet, der er en af universitetets to kandidatgrader i journalistik, vil man indgå i uddannelsesforløbet ”J-Lab i Sydslesvig”. J-Lab er et journalistisk laboratorie, hvor de studerende skal tænke ud af boksen og undersøger deres fag med nye briller, forklarer David Nicolas Hoppmann, der er professor mso ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet og selv stammer fra det danske mindretal i Sydslesvig.     

”Med J-Lab i Sydslesvig kommer vores journaliststuderende til at vide mere om Sydslesvig. De lærer om grænselandet og dansk-tyske forhold. Samtidig kan de i samspillet mellem dansk og tysk finde inspiration til at udvikle nye mediekoncepter”, siger David Nicolas Hoppmann, og oplyser at uddannelsesforløbet både omfatter studieture til Flensborg og Hamborg, der er en af Tysklands mest betydningsfulde mediebyer.  

De 17 studerende, der i år er indskrevet på kandidatuddannelsen i journalistik, har fra onsdag til fredag i sidste uge besøgt Flensborg Avis’ redaktion i Flensborg. 

”Flensborg Avis passer perfekt til vores uddannelsesforløb. Avisen har en moderne redaktion med et væld af forskellige platforme, som en papiravis med diverse sektioner, temasider og indstik samt en onlineplatform, en tv-kanal og en tilstedeværelse på de sociale medier. Og som institution er Flensborg Avis et glimrende eksempel på en blanding af dansk og tysk”, siger David Nicolas Hoppmann.

David Nicolas Hoppmann håber, at i alt op mod 80 studerende vil deltage i J-Lab i Sydslesvig i løbet af den treårige samarbejdsperiode fra 2018-2020. Fremadrettet vil han gerne inddrage de andre journalistuddannelser i Danmark, på Journalisthøjskolen i Aarhus og på Roskilde Universitet, i samarbejdet omkring uddannelsesforløbet.

”Jeg håber, at vi i fremtiden vil se flere historier om Sydslesvig og perspektiveringer til det danske mindretal og Tyskland. Og jeg håber, at de studerende vil finde inspiration til nye mediekoncepter, der kan implementeres i en dansk kontekst”, siger David Nicolas Hoppmann og uddyber, at Flensborg Avis’ børnesider er et godt eksempel på et format, der er gængs i Tyskland og som er blevet sat ind i en dansk kontekst.

J-Lab i Sydslesvig har til formål at gøre kommende journalister fortrolige med grænselandet, at gøre det danske mindretal mere synligt nord for grænsen og at træne kommende journalister i udviklingen af nye medieplatforme. Uddannelsesforløbet støttes af projektmidler fra Folketingets Sydslesvigudvalg.