Danskerne mindedes Kim Larsen med fællessang
Danskere over hele landet har i den forgangne uge mindedes nationalskjalden Kim Larsen, der døde søndag 30. september, ved at synge sammen. Søndag aften afsluttedes ugen med en mindekoncert på Rådhuspladsen i København, hvor 35.000 danskere sang med på klassikere som ’Midt om natten’ og ’Kvinde min’. En række kunstnere, herunder bl.a. Caroline Henderson, Love Shop og Magtens Korridorer optrådte, og koncerten blev afrundet med ’Om lidt bli’r her stille’ sunget af DR’s Pigekor og fællessang. Koncerten blev tv-transmitteret og også vist på storskærme landet over.
Med udgangspunkt i Kim Larsens død og nogle uger forinden Benny Andersens død skriver journalist Inger Holst i Weekendavisen 5. oktober under overskriften ”Fælles sang” om fællessangen som kulturhistorisk fænomen og om Alsangsbevægelsen, der opstod under Anden Verdenskrig. Dengang samledes danskerne til alsangsstævner, hvor man bl.a. sang Edvard Lembckes sang fra 1859, ’Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en klang’, der første gang blev sunget i Sønderjylland.
”I 60erne og 70erne kom endnu en generation af digtere og sangere på banen. Det var ikke højt i kurs hos Alsangsgenerationen. Som ikke brød sig om det, da Benny Andersen i 1972 tog Lembckes sang ved vingebenet og i ’Muddermålet’ gjorde den højbårne jomfru til en ’halvgammel luder med rød og svampet tud’”, skriver Inger Holst og nævner, at også Kim Larsen mødte modstand, da han i 1973 tolkede Ludvig Holsteins ’Det er i dag et vejr – et solskinsvejr’ fra 1895 i en helt ny stil.
”Den var ikke ironisk. Den blev sunget af oprigtig kærlighed til den gamle tekst og melodi”, skriver Inger Holst og minder om, at Kim Larsen nær havde fået en retssag på halsen. En ældre dansker mente, at Kim Larsens nytolkning var et hærværk mod den nationale arv.
”Nu er også alsangens slægter segnet hen. Men nu skal der være sang igen. På søndag samles folket på Rådhuspladsen og hjemme foran fjernsynet. For at hylde en sanger, der samlede Danmark. Og for at klage over, at nationale digtere som de to, der netop har forladt os, får vi aldrig igen”, slutter artiklen.