Der blev tændt bål for lysets komme i grænselandet

Omkring 100 personer fra det vestlige Sønderjylland var mandag aften den 21. februar samlet ved det nedlagte Emmerlev Klev Badehotel uden for Højer, vest for Tønder for at fejre Pers Awten, Sankt Peters Aften. Den gamle tradition, der oprindeligt er frisisk, går ud på, at man tænder bål i vintermørket den 21. februar. Tønder Grænseforening, der stod bag arrangementet mandag aften, har genoplivet den gamle tradition, der kun afholdes få steder ved Vadehavet. 

Kristeligt Dagblad skrev torsdag en reportage fra Pers Awten ved Emmerlev Klev, hvor forfatteren Lis Mikkelsen holdt båltale.

”Vi har altid brændt bål her på Sankt Peters fødselsdag. Vi holder bålet for at jage mørket og vinteren væk og for at byde foråret velkommen. Men også fordi det er en af vores særegenheder her på egnen. Vi har vores sprog, vi har kaffebordet og vores sange, og vi har Pers Awten”, sagde Lis Mikkelsen ifølge Kristeligt Dagblad.

Efter bålet var der sang, boller og kringle, kaffe og en kaffepunch, en såkaldt farisæer, på kroen Hohenwarte. Pers Awten i Højer var arrangeret i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Højer og Sønderjysk Forening.

Den ældgamle bålfest blev også fejret syd for grænsen mandag aften. Her var det Frisisk Forening, der stod bag arrangementet i Risum-Lindholm, Nordfrisland. Det frisiske mindretal i Slesvig-Holsten, der består af 10.000 frisisk-talende kalder aftenen den 21. februar for ’Biikebrånen’, der betyder fyr eller sømærke.

Flensborg Avis var med til Biikebrånen i Risum-Lindholm og talte med Ute Jessen, der er formand for Frisisk Forening, der oprindeligt havde planlagt en aflysning på grund af de strammere coronaregler i Tyskland.

”Det er jo vores nationalfest, så det er godt, det kan finde sted alligevel”, siger Ute Jessen til Flensborg Avis.

Kristeligt Dagblad har talt med Carsten Jahnke, der er lektor i historie på Københavns Universitet og ekspert i søfart og dansk og tysk middelalderhistorie. Han siger til avisen, at traditionen med at tænde bål ved vestkysten i det dansk-tyske grænseland har været udbredt tilbage i hvert fald fra 1600-tallet, hvor befolkningen ved vadehavsøerne og vestkysten blev søfolk, især hvalfangere.

”Når foråret kom, sagde mænd og drenge farvel til familien. De rejste sydpå til de tyske havnebyer ved kysten, og derfra mod nord og Grønland, hvor de fangede hvaler, og de kom først hjem over et halvt år senere”, siger Carsten Jahnke til Kristeligt Dagblad, og forklarer, at bålene blev et sidste farvel, både til mørket og vinteren, men også til de bortrejsende søfolk.

”Man siger, at de blev lyst væk med bålene. De kunne se sig tilbage ind på kysten og vide, at de hørte til, og at deres mødre og koner brændte bålene for dem”, siger Carsten Jahnke til Kristeligt Dagblad.