Det Tyske Kejserrige skabte modernitet og katastrofe

Da den preussiske konge Wilhelm I. den 18. januar 1871 lod sig krone i Versailles som kejser for Det Tyske Kejserrige, var det samtidig grundlæggelsen af den første tyske nationalstat. En tysk nation, der moderniserede Tyskland og bekæmpede sine fjender både inden og uden for rigets grænser. Kejserriget gik i opløsning i 1918 efter Første Verdenskrig. Det blev efterfulgt af Weimarrepublikken (1919-33) og Det Tredje Rige (1933-45). I dag kan Det Tyske Kejserrige ikke opfattes uden for denne kontekst.

Det siger Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier i en tale, som han holdt 13. januar på slot Bellevue i Berlin i anledning af 150-året for Det Tyske Kejserriges grundlæggelse.

”Et perspektiv på kejserriget, der ikke er sløret af folkemord, to verdenskrige og en republik, der er blevet ødelagt af sine fjender, findes ikke og kan ikke findes”, sagde Frank-Walter Steinmeier den 13. januar, hvor han mødtes med fire historikere for at drøfte betydningen af kejserrigets historie i dag.

I sin tale understregede Frank-Walter Steinmeier, at selvom den 18. januar ikke har nogen særlig betydning for tyskerne i dag, så er det vigtigt at beskæftige sig med den tyske nationalhistorie og lære af den.

”Vi tyskere har i dag et så løsrevet forhold til kejserriget, som vi har det til de mindesmærker og statuer af konger, kejsere og feltherrer fra denne epoke. […] De virker som en forstummet kulisse, der for de fleste har mistet sin betydning. Genopbygget arkitektur som byslottet i Berlin, som viser tilbage til det preussisk prægede rige, har til gode at finde en nye identitet og en ny rolle for demokratiet – det er svært”, sagde Frank-Walter Steinmeier.

En opbrudstid

Eckart Conze, som er professor ved universitetet i Marburg, er en af de historikere, forbundspræsidenten talte med den 13. januar. I en artikel i Der Spiegel stiller Eckart Conze spørgsmålet, hvad tyskerne skal huske kejserriget for i dette 150. jubilæumsår. Han forklarer, at kejserriget på mange måder var ambivalent. I riget udvikledes national enhed, demokratibevægelser, urbanisering og modernisering, men også militarisme, antiparlamentarisme, antisemitisme og nationalt hovmod, der i sidste ende førte til Første Verdenskrig. Men historien kunne være gået andre veje, mener Eckart Conze, der beskriver Det Tyske Kejserrige som et samfund i opbrud.

”Årtierne før 1914 skete der massive politiske, økonomiske, tekniske og kulturelle omvæltninger. I et enormt og stadigt stigende tempo forandredes stort set alle dele af livet”, skriver Eckart Conze i Der Spiegel.

Samtidig, pointerer Eckart Conze, fortsatte det traditionelle liv, fortrinsvis i de landlige områder. Det førte til spændinger i samfundet og nye dynamikker, hvor mange oplevede sig fremmedgjort over for det moderne omvæltninger, der berørte deres livsverden.

De indre spændinger blev næret af, at kejserriget skabte ”nationalt sammenhold gennem afgrænsning og udgrænsning” og ”skabte national identitet gennem fjendebilleder”, der kunne være ydre fjender som ærkefjenden Frankrig og indre fjender som socialdemokrater, katolikker og nationale mindretal, der ikke passede ind i den nye nationalstat, herunder de dansksindede i Slesvig/Sønderjylland, skriver Eckart Conze.

Et dansk perspektiv

I en artikel i Kristeligt Dagblad, bragt i anledning af 150-årsdagen for Det Tyske Kejserriges grundlæggelse, analyserer historiker Lars Hovbakke Sørensen, hvordan tysk kultur var toneangivende i Europa, både før og i kejserrigets tid.

”I Danmark og adskillige andre af Det Tysk-Romerske Riges (1254-1806, red.) nabolande havde tysk sprog og kultur en særlig stilling i de toneangivende kredse. Tysk blev i vid udstrækning brugt ved det danske hof og blev desuden anvendt som kommandosprog i hæren. Mange af de ledende embedsmænd i Danmark i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet kom fra tyske familier eller fra familier med tyske rødder. Og flere af de danske konger var mindst lige så gode til tysk som til dansk”, skriver Lars Hovbakke Sørensen i Kristeligt Dagblad.

Selvom kejserriget blev grundlagt, bl.a. på baggrund af krigen i 1864, som Danmark tabte til Preussen og Østrig, og selvom de dansksindede i Slesvig herefter ikke blev behandlet særligt godt, noterer Lars Hovbakke Sørensen, at den tyske kulturelle påvirkning fortsatte.

”Den tyske kultur kom således til at påvirke hele den danske befolkning, paradoksalt nok samtidig med, at den i forbindelse med udviklingen af den nationale identitet i 1800-tallet var ved at opbygge en opfattelse af, at den i hvert fald ikke var ligesom tyskerne”, skriver han i Kristeligt Dagblad.

Rettelse 25. januar 2021: Danmark tabte krigen i 1864 til Preussen og Østrig og ikke til Østrig Ungarn, som det tidligere fremgik af artiklen. Østrig Ungarn blev først grundlagt i 1867.