Herman Wilhelm Bissens statue af Den Tapre Landsoldat fra 1858 tager imod på den anden side af indgangen til Den Hirschsprungske Samlings særudstilling ‘Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864’. 

Udstillingen handler om soldaten, der drog afsted, som Peter Faber skrev i teksten til sangen af samme navn som statuen dengang i 1848. Udstillingen stiller dog spørgsmål ved sangskriverens tapre fortolkning af landsoldatens tanker om sin gerning: 

‘Og vee det usle Drog,

Der elsker ei sit Sprog

Og ei vil offre Liv og Blod for gamle Dannebrog.’ 

Sådan hedder det i sangen, men i virkeligheden var soldaterne, som for hovedpartens vedkommende var bønder, ikke nationalistiske. Nationalismen havde ikke tag i landbefolkningen. Men i kunsten var det landsoldaten, der kom i centrum.

“Det starter med sangen om den tapre landsoldat, som også er kendt som ‘Dengang jeg drog afsted’. Det skaber et billede af soldaten, samtidig med at den danske billedkunst ændrer sig til at vise soldaterne som rigtige mennesker af kød og blod,” siger museumsinspektør og kurator for udstillingen Rasmus Kjærboe.

Der havde været værnepligt i Danmark siden 1788. Indtil 1848 var det en pligt, der udelukkende ramte de mandlige medlemmer af bondestanden, men almindelig værnepligt for alle danske mænd blev første gang praktiseret med ekstraordinære indkaldelser i september 1848, og i 1849 kom værnepligtsloven, og værnepligten kom også med i grundloven.

1848 var første gang, værnepligten for alvor skulle stå sin prøve. Og det kan være medvirkende til, at kunstnerne, som fremstillede de slesvigske krige på deres lærreder, i den grad fokuserede på den enkelte, værnepligtige soldat.

Landsoldaten

“Førhen var det mest generaler, der blev skildret i billedkunsten. Nu bliver landsoldaten præsenteret i billeder, digte og sange. Men det er stadig de fine folk i byerne, der fortæller, hvordan soldaterne er og ser ud”, fortæller Rasmus Kjærboe.

Han tilføjer, at der i kunsten har været fokus på faktiske steder og begivenheder. 

“Men den historisk set revisionistiske tilgang til den almindelige soldat kommer sent. Den problematiske tilgang til at være soldat kommer først i 1970’erne. Første Verdenskrig var ikke rigtig vores. Anden Verdenskrig var vi besat, men vi havde ikke soldater i krig,” siger han.

Her taler han om den danske stat, og dermed tælles sønderjyderne, der var tyske soldater under Første Verdenskrig, ikke med. Senere bliver der forsket i det, og folkemindeforskeren Søren Frost udgav år 2000 publikationen ‘Fædrelandskærlighed – i landsoldaters breve fra 1848-51?’

Spørgsmålstegnet er ikke tilfældigt. Jyllands-Posten skrev dengang i en anmeldelse:

‘For hovedindtrykket, som historikeren videregiver efter læsning af dem alle – bilagt med alsidige citater – er, at de betragtede den netop indførte værnepligt som en ufri tilstand, der rev dem ud af den daglige kamp for at skaffe det daglige brød i landbruget. Hovedparten af landsoldaterne var tvangsudskrevne bønderkarle, og nationalfølelse var ikke noget, der prægede dem’.

“Først da bliver der forsket i soldaternes værdier, bekymringer og sorger. Og brevene fra den almindelige landsoldat står i skærende kontrast til de breve, der er kendt fra de frivillige og nationalt sindene, som også kunne skrive et formfuldendt dansk. En bondesoldat kunne skrive, men de kunne ikke skrive litteratur. Ud af 50.000 er 1.200 frivillige. Det er blandt de frivillige, vi har de nationalt bevidste,” siger Rasmus Kjærboe.

Bataljemaleriet

Bataljemaleriet spiller en vigtig rolle på udstillingen. Det er det, man møder i det første rum, når man forlader den tapre landsoldat og giver sig i kast med udstillingen. Det er en kunstart, som går tilbage til vaser i det gamle Grækenland og beskrives som et maleri, der skildrer et feltslag i sin helhed eller som løsrevne scener. Bataljemaleriet vandt frem i 1800-tallet og i Danmark især med Den Første Slesvigske Krig 1848 til 1851. 

“Flere danske kunstnere havde været i München og fået undervisning i bataljemaleri. Under Napoleonskrigene oplevede det en ny storhedstid, og det bredte sig fra Frankrig til Tyskland, fortæller Rasmus Kjærboe”.

Jørgen Sonne og Niels Simonsen er førende i Danmark, og en vigtig indgang til udstillingen er Jørgen Sonnes maleri ‘Angrebet fra Dybbøl Bjerg 5. juni 1848’. Det er det første danske bataljemaleri.

“Han ankommer nogle få dage efter til Dybbøl Banke, taler med øjenvidner og laver skitser. I København har de fået aviser og læst reportagerne. Så han skal være præcis. Det er et bestemt tidsbillede fra 1848, hvor preusserne bliver slået tilbage. Folk har haft en viden om uniformer. Men ansigtsudtryk og den slags er det kunstneriske spillerum, han har. Han har siden hørt en del for gæssene, der også angriber preusserne,” siger museumsinspektøren. 

Niels Simonsen lavede samtidig ‘Bivuak ved Slesvig natten mellem, 23. og 24. april 1848’.

Niels Simonsen og Jørgen Sonne var konkurrenter. Simonsen vandt kampen i 1854, da han blev professor ved kunstakademiet. Og han er kendt i eftertiden for maleriet af de danske soldater, der slæber på kanonlavetten under tilbagetoget fra Dannevirke.

“I sin ‘Slaget ved Fredericia’ bruger Jørgen Sonne forskellige bånd. Det topografiske er bagest. Handlingen er i forgrunden. Hver soldat har sit ansigt. Der er mange detaljer. General de Meza er til hest. Kaptajn Schaftenberg bliver ramt af en kugle.”

Niels Simonsen laver et stort maleri med flere mennesker. Rasmus Kjærboe siger med et glimt i øjet, at det begynder at ligne ‘Find Holger’. 

“Der er så mange personer med, at det bliver helt overvældende. Dannebrog er i centrum. Der er en optørringskrakelering på flagbæreren. Jeg tror, der er tale om en korrektion. Maleriet er under stor fanfare sendt til Paris, og der er lavet tryk af det i PR-øjemed.” 

Rasmus Kjærboe tilføjer, at der ikke på den tid har været nogen ide om officielt styret propaganda. 

“Det kommer først med Første Verdenskrig. Det er dem, der støtter de nationalliberale, der vil udbrede nationalistisk propaganda”. 

Han vil ikke udelukke, at det også kan være gået hurtigt med at gøre arbejdet færdigt på grund af kappestriden med Jørgen Sonne.

Ny stil i 1864

I 1864 er der ikke længere malerier af sejrende danske soldater. På Jørgen Sonnes ‘Fra Dybbøl først i april 1864’ er alle soldater meget rolige og fattede. Der er ingen panikstemning. 

“Næsten alle bataljemalerier er præcist angivet med dato, man ved næsten på klokkeslæt, hvornår slaget stod. Det her siger kun først i april. Otto Backe ‘Maleri fra 1887, oberst Max Müller’ er præget af naturalisme. Der er en dramatisk beskæring. Det er inspireret af fotografi. Virkelig et moderne billede. Det er fra træfningen ved Sankelmark. Oberstens hoved er lille. Soldaterne er i fokus.

Der er malerier fra både hjemmefront og selve fronten. Ved fronten er der meget ventetid, fortæller Rasmus Kjærboe.

“Skitser og tegninger fra fronten handler ofte om at vente. For soldater venter meget. Der var meget ventetid. Her er en tegning, hvor soldater køber alkohol. Der var meget druk. De fik tre genstande om dagen i deres feltration. Men de køber mere og skal have noget at drikke”. 

Han tilføjer, at en soldat skriver hjem, at når han ikke længere er i felten, drikker kan ikke mere. Der er også små skitser med, som viser, hvordan soldaterne ser ud. 

“En skitse viser Johan Thomas Lundbye, som, var en af de store danske landskabsmalere, ja som i dag ses som den største. Han blev dræbt i krigen. Skitsen er tegnet af P.C. Skovgaard, som ikke drager i krig. På skitsen ses også Carlo Dalgas og Sven Grundtvig, som er søn af digterpræsten NFS Grundtvig. Han overlever.”

Rasmus Kjærboe fortæller, at Carlo Dalgas tegner Lundbyes begravelse og skriver: ‘Jeg var der selv’.

Hjemmefronten

Fra hjemmefronten er der Frederik Vermehrens maleri ‘Reservesoldatens afsked med familien’, som viser faderen, der drager i krig.

“Han har stillet træskoene og skal ud at vandre. Vi ser en far, en mor, en søn med et lille dannebrogsflag, og en datter, som er hos moren. Det er svært at vurdere, om flaget er med som en fejring eller en kritik,” siger Rasmus Kjærboe.

Jørgen Sonne er repræsenteret med et maleri, der viser soldaten, hvis forlovede blev gift med en anden. Soldaten har mistet en arm. På maleriet er også en enke, hvis mand ikke er kommet hjem. På et andet maleri ser man den forlovedes begravelse, hvor han står ved graven og ser en anden familie, herunder hendes to små børn, som hun har fået med en anden, i begravelsesoptoget.

Elisabeth Jerichow Baumann er den eneste kvindelige kunstner, der er med på udstillingen med ‘Såret dansk kriger’ fra 1865. Maleriet viser en kvinde, som læser højt for en sengeliggende soldat. Hun læser fra Bibelen, og der ligger medikamenter på sengebordet.

“På den måde får han anerkendelse, kærlighed, religion og medicin”, siger Rasmus Kjærboe. 

Der blev også fremstillet kunst på tysk side. Det viser udstillingen ikke meget af, men der er et eksempel i form af den tyske kunstner Louis Brown, som fulgte med de østrigske tropper og lavede en skitsebog, hvor han tegnede døde danskere i 1864. 

På udstillingen opdateres landsoldaten fra de slesvigske krige med en lille afdeling, der beskriver soldater, der har kæmpet for Danmark i nyere tid. Siden 1864 er de eneste danske soldater, der har været indkaldt til en krig, de sønderjyske mænd under udlændigheden i Første Verdenskrig. Ellers nåede vi helt frem til den danske deltagelse i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak.

På udstillingen fortæller danske soldater blandt andet, hvordan fuglene på himlen på et af bataljemalerierne fra De Slesvigske Krige får dem til at tænke på helikopterer, og på en tv-skærm fortæller tre danske soldater om deres oplevelser.

Der er ikke tale om værnepligtige, som de fleste af 1800-tallets tapre landsoldater var.  I nyere tid er kun frivillige blevet sendt i krig.