"Det tyske sprog kan være en døråbner"
Danskernes interesse for Tyskland og det tyske sprog kan måske være en døråbner for det danske mindretal, hvis mindretallet vil forbedre kontakten til Danmark.
Det sagde Lars Kofoed-Jensen, der er direktør for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, da han lørdag var gæstetaler på Grænseforeningens Sendemandsmøde.
”Vi tror, at mødet med jævnaldrende sydslesvigere, for hvem tysk er levet hverdag, og hvor danskeren oplever et sprogligt sikkerhedsnet, fordi sydslesvigerne kan tale dansk, kan fjerne nogle af de barrierer, eller skal vi kalde dem grænser, som tysk er stødt på de sidste mange år i Danmark”, sagde Lars Kofoed-Jensen.
Han forestiller sig, at der kan opbygges et netværk for sydslesvigske og danske lærere. Men også netværk, hvor sydslesvigske og danske forældre kan mødes og tale sammen.
”Vi får det ikke op at stå på hverken et, to eller tre år – men vi skal prøve, og jeg er overbevist om, at disse personlige, menneskelige netværk er de allervigtigste, jo mere de elektroniske netværk udbygges”, sagde Lars Kofoed-Jensen, der har været rektor på Haderslev Katedralskole, inden han i januar 2016 blev direktør for Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
Dansk Skoleforening for Sydslesvig administrerer 57 dagtilbud, 45 skoler, højskole, ungdomsskole og voksenuddannelse med i alt 8.000 børn og 1.500 ansatte. Budgettet er på 114 millioner euro årligt. Heraf bevilges 54 millioner kroner fra Sydslesvigudvalget.
De største udfordringer er ifølge Lars Kofoed-Jensen sprogpolitikken, bygningsmassen og digitaliseringen samt den danske personaledataloven.
Når det gælder sprogpolitikken, som han kalder et af de ”cykliske fænomener i Sydslesvig” opfordrer han til, at man fra dansk side skelner mellem forældrene, børnene og skolernes personale, fordi deres forhold til det danske sprog er så forskelligt.
Bygninger og faciliteter for uddannelse i Sydslesvig er nedslidte, lød det fra Lars Kofoed-Jensen, der påpegede: ”Vi har svært ved at følge med, selv om vi løber stærkere end nogensinde før”.
Digitalisering er et særligt hjertebarn for Lars Kofoed-Jensen.
”Vi skal ud af den tyske digitale stenalder og frem til et fornuftigt pædagogisk og dannelsesmæssigt udviklingsniveau inden for digitaliseringen”. Han understregede, at man ikke skal digitalisere for digitaliseringens skyld.
”Vi skal gøre det for at styrke læringen, for at sikre implementeringen af fremtidens arbejdsredskaber”, sagde Lars Kofoed-Jensen, der også fremhævede betydningen af, at sætte fokus på matematik som fag i de sydslesvigske skoler.