Enestående smykke fra 900-tallet fundet i Syddanmark
Et hængesmykke fra vikingetiden, som måske er fremstillet ved kong Gorm den Gamles hof i Jelling, er blevet fundet i Gørding ved Esbjerg.
Det er amatørarkæolog Jean Stokholm, der fandt halssmykket, som er i 24 karat guld og formet som en slange, da han gik tur med sin detektor sammen med sin kæreste 10. februar i år.
”Jeg tænkte bare wow”, siger Jean Stokholm, der også tidligere har gjort et guldfund ved Gørding, til dr.dk.
Guldsmykket, der om kort tid udstilles på Museet Ribes Vikinger i Ribe, er helt enestående ifølge eksperter.
”Det vilde ved det nye fund er, at kvaliteten af guldsmedearbejdet er så høj, at man næsten ikke tror, det er muligt”, siger overinspektør Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer, til dr.dk.
Ifølge Sydvestjyske Museers hjemmeside er der tale om et guldsmykke af meget høj håndværksmæssig kvalitet. Det lille hængesmykke er udformet som en oprullet slange og er fremstillet ved, at en guldplade er blevet formet ned over en slangeformet patrice. Herefter er motivet fremhævet ved pålodning af filigran i form af små blomster samt snoet tråd og perletråd.
Hængesmykker i form af oprullede slanger kendes i yngre germansk jernalder og vikingetid. Hvilken betydning de blev tillagt vides ikke med sikkerhed. Det fornemme smykke kan have været givet som gave til de stormænd, Gorm den Gamle og Harald Blåtand søgte at opretholde alliancer med.