Er danskhed det samme i Sydslesvig som i Danmark?

Er danskhed noget andet i Sydslesvig end nord for grænsen? Sådan spørger tidligere EU-korrespondent for DR Ole Aabenhus i en analyse af danskheden i Sydslesvig, bragt i magasinet Ræson 30. august.

I analysen ”Danskhed og det danske sprog står stærkere end nogensinde syd for grænsen. Skyldes det, at danskhed er noget andet end nord for grænsen?” undersøger Ole Aabenhus danskheden i Sydslesvig og i Danmark. Han konkluderer, at den danskhed der fremføres i den danske danskhedsdebat er mere lukket og ekskluderende, end den der fremføres i Sydslesvig. Som baggrund for analysen lægger han blandt andet et interview med forhenværende minister i den slesvig-holstenske regering for mindretalspartiet SSW, Anke Spoorendonk.

”Jeg synes at man fører en danskhedsdiskussion, som ikke er i Danmarks interesse. […] At tro at man kan udskille dem, der udgør ’den danske folkestamme’, det har ikke gang på jorden. Jeg mener tværtimod, at det for et lille land som Danmark er vigtigt at være bevidst om, at samfundet udvikler sig, og at de mennesker, der gerne vil være en del af det danske samfund, også bidrager”, siger Anke Spoorendonk til Ole Aabenhus.

Anke Spoorendonk stammer selv fra en tysk familie, der efter 2. Verdenskrig aktivt har valgt at blive del af det danske mindretal. For hende er det at være dansk en kompleks størrelse, som hun mener bliver forsimplet i den danske debat om danskhed.

Debatten rullede i februar måned, da Folketinget vedtog en henstilling til at forhindre ghettodannelser, efter at en undersøgelse havde vist, at der i visse boligområder bor flere med indvandrer baggrund end med dansk baggrund. Denne skelnen mellem forskellige baggrunde går Anke Spoorendonk imod.

”Jeg kan slet ikke acceptere det synspunkt, at kun mennesker, som har vestlige forfædre, er danskere […]. Altså, det gør mig ked af det, for det lægger jo op til, at vi ekskluderer dem fra at være danske, som gerne vil være det, og som rent faktisk også er det, og som yder et værdifuldt bidrag til det danske samfund. Det er en ekskluderende måde at se danskhed på, som jeg slet ikke kan genkende mig selv i”, siger hun til Ole Aabenhus.

Lukket og åben danskhed

Danskheden har det godt i Sydslesvig. Det konkluderer Ole Aabenhus efter en samtale med David Hopmann, der er professor i MSO i statskundskab på SDU og selv er opvokset i Sydslesvig.

”Det er mange hundrede år siden, det danske sprog har haft det så godt i Sydslesvig, som det har i dag”, siger David Hopmann til Ole Aabenhus, og uddyber, at danskheden støttes af den tyske flertalsbefolkning, eksempelvis gennem offentlig skiltning på dansk.

Samtidig siger David Hopmann, at de danske sydslesvigere ikke altid anerkendes som danske i Danmark.

”Når unge sydslesvigere flytter til Danmark, oplever de – mange af dem –, at i rigsdanskernes øjne er de ikke danske. De er bare tyskere, der er gode til dansk […] Mange har en snæver forståelse af, hvad det er at være dansker, og man kan i hvert fald ikke være dansker, når man taler med lidt accent og er vokset op syd for grænsen”, siger David Hopmann til Ole Aabenhus.

Ole Aabenhus fremhæver i analysen det paradoksale i, at danskhed har det godt syd for grænsen, men at det er en form for danskhed, der tilsyneladende mangler anerkendelse i Danmark. Han beskriver danskhed i Danmark som en lukket størrelse, der udfordres af de danske sydslesvigere.

”Jeg tror, at det er de danske sydslesvigere, der har fat i den lange ende, og at det er deres svar om kulturel og identitetsmæssig åbenhed, der giver dem succes”, konkluderer Ole Aabenhus, med henvisning til den ”globaliseringens tid”, hvor retorikken bliver mere national, samtidig med at faktiske virkelighed bliver mere international.

Læs hele Ole Aabenhus’ analyse på Ræsons hjemmeside (kræver abonnement).