Tilbage til nyhedsliste

Et års grænsekontrol uden store gener

4. januar 2017

I dag er det et år siden, at den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse blev indført under stor politisk og mediemæssig bevågenhed. Dengang forudså mange, at grænsekontrollen ville medføre store gener for transport af mennesker og varer hen over grænsen.

Borgmestrene i Tønder og Aabenraa erkender, at den midlertidige grænsekontrol ikke har medført de helt store problemer.

”Helt konkret betyder kontrollen ikke det helt store for fremkommeligheden over grænsen”, siger Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen (V) til Ritzau.

Aabenraa Kommunes borgmester, Thomas Andresen (V), er enig, men han står stadig ved sin kritik af grænsekontrollen, da han ikke mener, at den effektivt forhindrer folk i at krydse grænsen.

”Jeg anser det for værende en falsk tryghed, hvis vi virkelig tror, at de uønskede elementer lader sig stoppe ved en grænsebom. Det gør de jo ikke”, siger han til Ritzau.

Næsten tre millioner gange er indrejsendes pas blevet tjekket ved den dansk-tyske grænse i løbet af det forgange år og i godt en promille af tilfældene er personer blevet afvist. I alt 2.840 personer er blevet afvist eller nægtet indrejse, viser Rigspolitiets tal. Det er dog uklart, hvem disse personer egentlig er. Dog står det klart, at 220 personer er sigtet for menneskesmugling siden 4. januar sidste år.

I det år, der er gået, har 6.000 personer søgt asyl i Danmark mod 21.000 asylansøgere i 2015. Asylansøgningernes antal har dog formentlig ikke direkte noget med grænsekontrollen at gøre, da grænsekontrollen ikke forhindrer mennesker i at søge asyl.

Grænsekontrollen er en stikprøve langs den 70 km lange grænse mellem Danmark og Tyskland. Kontrollen sker især ved Padborg, Krusaa og Frøslev, på banegårdene i Padborg og Tønder og i færgehavnene i Rødby og i Gedser.

Siden den midlertidige grænsekontrol blev indført 4. januar 2016 er den blevet forlænget flere gange. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har allerede nu meddelt, at hun ønsker at forlænge grænsekontrollen endnu engang, når den udløber den 12. februar.

”Vi holder øje med, hvordan tingene udvikler sig, men det er klart, at i en tid, hvor vi ser terrorhandlinger i Europa, så er det nødvendigt at have grænsekontrol”, siger hun til Ritzau.