EU kræver grænsekontrol udfaset
Danmark skal i løbet af de kommende seks måneder udfase den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det samme skal Østrig, Tyskland, Sverige og Norge.
Det var budskabet tirsdag fra EU-Kommissionen til de fem landes regeringer.
De fem lande, der alle er en del af Schengen-samarbejdet, indførte grænsekontrol, da tilstrømningen af flygtninge og migranter var på sit højeste. Danmarks midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev indført 4. januar 2016. Siden da har de fem medlemslande ekstraordinært fået tilladelse til at forlænge grænsekontrollen flere gange. Nu er det imidlertid sidste gang, at en forlængelse er mulig i henhold til EU's regler.
Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har ingen aktuelle planer om at sløjfe grænsekontrollen for Danmarks vedkommende, da hun i modsætning til EU-Kommissionen vurderer, at både indrejsetal og terrortrussel er for høj.
”Vi lytter til Kommissionen, men vi lever også i den virkelige verden. Og jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme”, siger hun til Ritzau og forklarer, at hun mener, at der skal være grænsekontrol lige så længe ”det er nødvendigt”.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, kalder EU-Kommissionens krav om en ophævelse af grænsekontrollen uforskammet.
”De tror, de kan tillade sig at diktere, hvordan Danmark skal agere som en suveræn nation”, siger han til Ritzau.
Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er ekspert i EU-ret og adjunkt ved Syddansk Universitet, siger til Ritzau, at EU's ”formelle reaktionsmuligheder” er begrænsende, hvis Danmark skrider til civil ulydighed og nægter at ophæve grænsekontrollen.
”Men samtidig er EU jo et mangehovedet uhyre, som godt kunne finde på andre ubehageligheder over for Danmark. Så mon ikke Kommissionen finder en måde at få tydeliggjort for Danmark, at det ikke er tilfredsstillende, at reglerne bliver tilsidesat”, siger han til Berlingske.
I Slesvig-Holsten, hvor der skal være delstatsvalg på søndag, forholder også de borgerlige partier sig kritisk til den dansk-tyske grænsekontrol ifølge en rundspørge, som Flensborg Avis offentliggjorde i sidste uge.
”CDU beklager Danmarks grænsekontroller. De er en hindring for samlivet i grænselandet, og de vanskeliggør samarbejdet. Men så længe EU ikke sikrer sine ydre grænser, er det forståeligt med nationale sikkerhedstiltag. De bør dog erstattes med kontrol ved de ydre grænser”, lyder det fra CDU i Kiel, der er hjemsted for den slesvig-holstenske landdag.