Tilbage til nyhedsliste

EU til Danmark: Drop vildsvinehegnet

28. september 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget at bygge et 70 kilometer langt og halvanden meter højt hegn langs den dansk-tyske grænse for at værne den danske svinebestand mod truslen fra afrikansk svinepest, der bl.a. bliver overført af inficerede vildsvin.  

Men at bygge et halvanden meter højt hegn langs grænsen mellem Danmark og Tyskland til en pris på 80 millioner kroner er ikke en god løsning. Sådan lyder det fra EU-Kommissionen i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, hvori det fremgår, at også andre dyrearter i grænselandet vil blive påvirket af hegnet, som derfor kan ”rejse bekymringer for naturbevarelsen”. Og den udmelding vækker glæde blandt slesvig-holstenske politikere, skriver Flensborg Avis.  

”Jeg er enig med EU-Kommissionen i, at hegnet i den planlagte form vil genere stort set alt andet end netop vildsvin og derfor er uhensigtsmæssigt. Vildsvinene finder bare et af de smuthuller, der vil være langs hegnet”, siger Lars Harms, gruppeformand for Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) landdagsgruppe, til Flensborg Avis. 

Den holdning deler Hauke Göttsch fra CDUs landdagsgruppe i Slesvig-Holsten.  

”Vi kan godt forstå, at naturfredningsorganisationer og kommissionen vil stoppe hegnet. Vi er enige i, at et hegn ikke vil stoppe udbredelsen af afrikansk svinepest. Desuden mener vi, at hegnet kan påvirke andre arter negativt, siger han til Flensborg Avis og understreger, at han er bekymret for det signal, vildtsvinehegnet vil sende:  

”På den måde bliver succeshistorien i grænselandet truet. Vi risikerer at splitte menneskerne i en region, der ellers er vokset sammen”, siger han. 

Regeringen fastholder hegnet trods kritik og klager 

De nordtyske politikere og EU-Kommissionen er ikke alene i deres kritik af vildsvinehegnet, der efter planen skal stå færdigt i 2019. Danmarks Naturfredningsforening har i samarbejde med 11 danske og fire tyske organisationer klaget til EU og fremført, at et vildsvinehegn ikke vil have nogen effekt.  

Det samme har Verdensnaturfonden (WWF) gjort, men klager og kritik bekymrer ikke miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V). 

”Miljøstyrelsen har oplyst, at alle kravene til processen er overholdt, og at tilladelsen til at opføre hegnet hviler på et solidt fagligt grundlag”, lyder det fra ministeren i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.  

Den 9. september 2018 blev det første tilfælde af afrikansk svinepest i Vesteuropa bekræftet, da tre døde vildsvin ramt af sygdommen blevet fundet i Belgien. De belgiske myndigheder har dog ikke planer om at etablere et hegn. Tidligere har sygdommen hærget flere østeuropæiske lande, herunder Rumænien og Polen. Derfor har både Tjekkiet og Bulgarien bygget hegn for at undgå sygdomssmitte. Det skriver Jyllands-Posten.