Tilbage til nyhedsliste

Flygtninge var også på Østersøen

26. februar 2016

Den senere tids flygtningestrømme mod Europa bringer mindelser om østtyskernes flugt over Østersøen under Den Kolde Krig.

Det mener Mikael Busch, der er cand.mag. med hovedfag i tysk og forfatter til en række bøger om det tidligere Østtyskland. Han har læst romanen Kruso, der fornylig er udkommet på dansk, og trækker linjer til nutidens flygtningesituation i det seneste nummer af Grænsen.

””Transportøransvar. Vandrende flygtninge på danske motorveje. Mærkelige ord og mærkelige syn. Bedst som vi have vænnet os til at betragte den fri bevægelighed inden for EU's grænser som en ligeså stor selvfølge som de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, er det som om vi er blevet kastet flere årtier tilbage i tiden. Vil der blive genindført permanent grænsekontrol? Var de helt åbne grænser kun en parentes i historien?”, skriver Mikael Busch.

I perioden fra 1961 til 1989 lykkedes det for 913 personer at krydse ”Fredens hav”, der var den sovjetiske propagandabetegnelse for Østersøen. 1256 hoppede af i andre havne. 4.5439 blev anholdt, og 174 mistede livet på Flugtrute Østersøen.

Mikael Busch refererer handlingen i Kruso, der vandt Deutscher Buchpreis i 2014. Romanens slutning skildrer, hvordan en af hovedpersonerne rejser til København for at besøge Bispebjerg Kirkegård, hvor 15 af de personer, der mistede livet under flugten over Østersøen, ligger begravet.

”I dag er der også flygtninge, der drukner og forsvinder. Hvilke bøger vil der mon blive skrevet om nutidens flygtningestrømme og folkevandringer om 20-30 år?” skriver Mikael Busch.

Læs Mikael Buschs artikel i Grænsen her