Tilbage til nyhedsliste

”Grænseforeningen Ungdom udgør et stort potentiale for danske unge. De skal bare opdage os”

20. juli 2018

Statskundskabsstuderende Max Kahrmann, 22 år, der er ny formand for Grænseforeningen Ungdom (GFU) og tidligere har været politisk aktiv, mener at fremtiden tilhører en organisation som GFU. For her kan unge frit diskutere bl.a. national identitet over for europæisk føderalisme uden at være bundet til et politisk parti.

”Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle kunne samle mange unge danskere om væsentlige samfundsmæssige spørgsmål. Men det er klart, at vores primære målgruppe er unge, der er optaget af det dansk-tyske grænseland. Det er især meget vigtigt for os at have unge fra det tyske mindretal i Nordslesvig med. Vi kan jo se, at de unge fra det danske mindretal og det tyske mindretal beskæftiger sig med de samme problemstillinger. Er man dansk eller tysk for eksempel? Flertallet i min vennekreds plejer at sige, at de ikke har lyst til at betegne sig som enten danskere eller tyskere, men derimod som sydslesvigere. Det er jeg enig med dem i: Jeg er først og fremmest sydslesviger”, siger han.

Max Kahrmann er født og opvokset i Flensborg, hvor han senest har gået på Duborg-Skolen. Hans mor, der er lærer på Jens Jessen-Skolen i Flensborg, er opvokset i Sydslesvig med danske forældre, og hun gjorde en indsats for, at der blev talt dansk i hjemmet, og at Max og hans lillebror skulle deltage i foreningslivet i Sydslesvig. Hans far, der er pensioneret professor ved forskellige universiteter i Tyskland og Italien, syntes, det danske mindretal var et spændende fællesskab, og han forsøgte at lære sig dansk, hvilket dog senere blev opgivet.

GFU har eksisteret siden 2016 og har i dag 122 medlemmer, hvoraf en del var forsamlet på Lille Okseø i Flensborg Fjord i maj måned for at afholde GFUs tredje generalforsamling, hvor der også blev plads til workshop om frivillighed, GFU Olympics, lejrbål og badning. Mange af medlemmerne tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, men der er også medlemmer fra det tyske mindretal, og bestyrelsen med Max Kahrmann i spidsen ser gerne, at flere danske unge, der er optaget af den politiske og samfundsmæssige udvikling i Europa, bliver medlemmer.

Læs hele interviewet med Grænseforeningen Ungdoms nye formand i Magasinet Grænsen her