Kongelig modtagelse af Gråsten ringrideroptog
De mange ryttere og børn på cykler medbragte blomster og buketter til den royale familie. Også dagen inden havde kronprinsfamilien overværet rytteroptoget på Gråstens hovedgade.
Efterfølgende fortsatte optoget til ringriderpladsen, hvor der blev dystet i den traditionsrige ringridning, der i år havde 110. års jubilæum. Det havde man også gjort noget ud af fra arrangørernes side.
”Vi har i år sat alle sejl ind på, at Gråsten Ringriderfest forbliver den dejligste og hyggeligste ringriderfest i Sønderjylland”, siger formanden for Gråsten ringridderfest Bo Hansen til Jydske Vestkysten.
Det er dog ikke kun i Gråsten at ringriderfesterne bliver holdt. Tværtimod samler ringriderfesterne sønderjyderne og andre besøgende i 14 sønderjyske byer henover sommeren. Af de 14 byer er Aabenraa og Sønderborg de mest besøgte med mellem 30-40.000 besøgende ved hver ringriderfest. De blev afholdt helholdsvist den 2.-4. juli i Aabenraa og 7.-10. juli i Sønderborg.
Ud over sporten byder ringriderfesternes programmer blandt andet også på optog og herrefrokoster.
Ringridning er dog historisk ikke et sønderjysk fænomen. Traditionen opstod i middelalderen som en forlystelse ved flere europæiske fyrstehoffer og bredte sig senere til den almene bondebefolkning. Ringriderfesten i Sønderborg startede i 1888 og har siden tiltrukket tusindvis af mennesker hvert år.
De resterende ringriderfester i år bliver holdt i weekenderne resten af juli og de to første weekender i august i byerne Guderup, Kværs, Skovby, Tandslet og Sundsmark nær Sønderborg.