KRONIK: Spændt ud mellem to identiteter

af Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen

En del af Folkemødet på Bornholm blev gennemført på Vartov i København. At folkemødet i år var langt mindre i omfang og antal fra Sydslesvig og Grænseforeningen, gav god lejlighed til at få talt grundigt, for ikke at sige heftigt sammen om et vigtigt emne, nemlig begrebet »bindestregsidentitet«, som ligger tæt på spørgsmålet om, hvordan det danske mindretal nu og i fremtiden skal forstå det at være et nationalt mindretal (den sydslesvigske vinkel), og hvordan vi skal oplyse om det (Grænseforeningens vinkel).

I diskussionerne og i det debatarrangement, som Grænseforeningen Ungdom havde arrangeret på Vartov, blev nogle misforståelser meget tydelige, og det blev klart, hvor vigtigt det er at have præcise definitioner på de begreber, vi diskuterer. Samtidig er identitet er et varmt emne i disse år. Det præger den politiske debat og spiller afgørende ind i både familiediskussioner, regeringsdannelser, international politik og præsidentvalg. Og i det danske mindretal.

Derfor dette indlæg.

Identitetsformer

I forskningen taler man kort fortalt om, at de fleste mennesker oplever at rumme en af tre identitetsformer.

Man kan vælge en ren identitet. Dvs. at man alene identificerer sig i forhold til en nation, et sprog og en kultur. Enten er man dansker, eller også er man noget andet. En anden mulighed er en bindestregsidentitet. Her er mindst to forskellige nationaliteter/etniciteter i spil. Man identificerer sig med flere sprog og kulturer. Man er ikke enten-eller men både-og. Den tilgang vil mange unge med en flerkulturel baggrund vælge. De ser sig selv som både danske og pakistanske, afghanske eller tyske. De vil ikke vælge mellem deres to kulturer og mener, de er nødt til at have begge sider med for at være et helt menneske.

For nogle betyder en opvækst med forskellige kulturer, at der kommer noget helt tredje ud af det. Det kaldes kreolsk identitet. De forskellige kulturer, man møder i sin opvækst, smelter sammen, så det man har med sig bliver en blanding af kulturerne og en helt ny identitet. Hvor bindestregsidentiteten har en form for parallelitet, er det i den kreolske identitet ikke nødvendigt at skille tingene ad. Identitet påduttes ikke individet udefra, men opleves af individet selv, som derfor også er alene om at kunne formulere, hvilken identitet, det har.

Personligt har jeg en entydig dansk identitet, men jeg må indrømme, at jeg som 17-årig, da jeg kom hjem fra et års udvekslingsophold i USA, følte en række amerikanske identitetsmarkører i mig. De forsvandt dog hurtigt i gensynet med min danske familie uddannelse osv. Jeg følte en begyndende bindestregsidentitet, men jeg vendte hurtigt efter hjemkomsten tilbage til en entydig dansk identitet.

Trues danskheden?

I Sydslesvig føler nogle, især i ledende positioner, danskheden i Sydslesvig truet af de unges tale om en følt bindestregsidentitet, altså deres forankring i både dansk og tysk sprog og kultur. Der argumenteres bl.a. imod, at mindretallets organisationer skal have til formål at fremme bindestregsidentitet, dog uden at fortælle hvem der har dette synspunkt. Mindretallets organisationer har alle til formål at fremme danskheden i Sydslesvig, hvilket bredt formuleret vil sige at fastholde og fremme det danske sprog, dansk kultur og danske omgangsformer, traditioner osv. i Sydslesvig.

Det har og skal alle sydslesvigske organisationer og institutioner have som sit vigtigste pejlemærke. Alt andet, herunder at fremme bindestregsidentitet, ville være absurd. Endvidere hævdes talen om bindestregsidentitet at ville en ligeværdighed mellem dansk og tysk inden for mindretallet og dermed ophæve mindretallets binding til dansk sprog og kultur på bekostning af fremme af et dansk-tysk mindretal, hvor idealet er medlemmer med 50 procent dansk og 50 procent tysk identitet. Hvis det var tilfældet, kunne man gøre det samme gældende inden for det tyske mindretal i Sønderjylland og dermed hævde, at der ikke er tale om to mindretal, men kun et dansk-tysk mindretal bestående af tysksindede i Sønderjylland og dansksindede i Sydslesvig.

Også det er en klar misforståelse. Vi har i Grænseforeningen intet ønske om at gøre bindestregsidentitet til norm eller noget normativt for mindretallets organisationer og institutioner. Det er bindingen til en bestemt national identitet, som er mindretallets raison d’etre.Så er alt godt, og der er igen fred ved grænsen, kunne man hævde.

Spændingsfelt mellem hjem og skole

Men nej! Så enkelt er det ikke. For i virkelighedens verden rummer mindretallet mange mennesker, som ikke føler at kunne identificere sig entydigt med det danske, og da slet ikke, hvis dette indebærer et fravalg af det tyske. Vi har i Grænseforeningen gennem snart 15 år oplevet, hvordan de unge i vores ambassadørprojekter selv har italesat, at de identitetsmæssigt føler sig som både-og. Projektlederne har med deres faglige briller og med udgangspunkt i forskning på området sat ord på denne følelse.

Det er ikke det samme, som at de unge ikke identificerer sig som sydslesvigere eller at de kommer fra det danske mindretal, men alene at det danske i dem ikke er et fravalg af det tyske. Det danske mindretal rekrutterer et stort antal nye medlemmer med ren tysk baggrund og gør i øvrigt de nye medlemmer tydeligt opmærksom på, hvad det indebærer at blive en del af det danske mindretal. Men det er alligevel et faktum, at disse nye medlemmer ikke fra den ene dag til den anden skifter identitet fra tysk til dansk.

Det er også uomgængeligt, at rigtig mange af mindretallets familier har tysk som hjemmesprog, således at børnene, når de går i dansk skole, bringes ud i en spænding mellem dansk og tysk. Mellem dansk som institutions- og undervisningssprog og tysk som hjemme- og samfundssprog. At være i dette identitetsmæssige spændingsfelt rejser hos den enkelte mange spørgsmål og usikkerheder. Hvem er jeg? Hvilket sprog skal jeg tale hvor? Hvad forventes der af mig? Er det ene sprog mere rigtigt end det andet?

Tidligere generationer valgte tysk fra

For 30 år siden kunne der slet ikke stilles spørgsmål af denne art, hvis man var i mindretallet. Når mange tusinde tyske konverterede til dansk umiddelbart efter 2. Verdenskrig og holdt ved, så lå der i manges valg af det danske et fravalg af det tyske, hvilket i lyset af datidens modsætning mellem dansk og tysk og Nazitysklands nylige sammenbrud var forståeligt.

Men fravalget af tysk identitet som forudsætning for en dansk identitet dækker ikke den aktuelle virkelighed. Mange i mindretallet og ikke kun de unge, vi møder, føler sig knyttet til begge kulturer. Det er en naturlig konsekvens af udspændtheden og det manglende fravalg, som mindretallet må respektere. At spænde sine børn ud mellem to nationaliteter, sprog osv. er naturligvis forældrenes ansvar, når mindretallet melder klart ud, at formålet er at formidle dansk sprog og kultur.

Men det er kun de færreste forældre, som til fulde forstår rækkevidden af at melde sig selv og børnene ind i det danske mindretal og det forhold, at børnene får en opvækst, hvor der ikke er overensstemmelse mellem livsverden og systemverden, mellem hjem og institution, mellem familiesprog og arbejdssprog. Mange vil være usikre, eftertænksomme og søgende, fordi de føler sig spændt ud mellem to forskellige identiteter og ude af stand til at vælge det ene på betingelse af at fravælge det andet. De kan ikke håndtere denne ambivalens i et enten-eller koordinatsystem.

Nogle siger, at det er som at vælge mellem far og mor, hvilket er et umenneskeligt valg. De føler sig rodfæstede i begge kulturer, føler sig ambivalente og i værste fald forkerte, fordi de ikke lever op til nogle mere eller mindre udtalte forventninger. Nogle vil hævde, at mindretallet kan rette op på dette ved mere historieundervisning, især om mindretallets historie set fra en dansk synsvinkel. Eller tydeligere krav til forældrene og måske endda kontrol af, om forældrene nu også lever op til kravene. At begrænse adgangen til mindretallet på den måde vil være til skade for mindretallet på lidt længere sigt. Uden tysk tilgang – intet mindretal.

En anden vej at gå ville være at acceptere »bindestegsidentitet« eller anerkende »både-og« som en realitet for mange enkeltpersoner og som en naturlig bieffekt af at ville fremme det danske i en tysk virkelighed. En bieffekt af at ville have flere elever, flere vælgere, flere biblioteksbrugere, flere danskere i Sydslesvig, som er en helt legitim og fuldt berettiget dagsorden. Ligesom det modsatte er en helt legitim og berettiget dagsorden for det tyske mindretal i Sønderjylland.

At ville bevare og styrke det danske i Sydslesvig står ikke i modsætning til at give disse identitetsmæssigt udspændte medlemmer af mindretallet ord og begreb til at forstå sig selv bedre. Danskerne findes i mange modeller, men det gør sydslesvigere også. At fornægte dette er at fornægte virkeligheden.

Samtidig ville mindretallet kunne gøre sig langt mere interessant over for det danske flertalssamfund ved at sætte ord på og hjælpe os med at forstå, hvad det vil sige at leve mellem to eller flere kulturer. En forståelse vi i Danmark kunne have nytte af at få fremmet.

Kronikken er bragt i Flensborg Avis torsdag den 12. august 2021.