”At kunne tysk har med dannelse at gøre”
Stadig færre danskere taler tysk, og det er ærgerligt, da Tyskland er et naboland og Danmarks største samhandelspartner.
Det mener Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand i Danfoss. I et interview i det seneste nummer af Grænsen fortæller han, at han valgte at lære tysk som ung.
”Efter min universitetsuddannelse, som jeg tog i USA, indså jeg, at jeg ikke talte godt nok tysk. Det kunne ikke passe, at jeg, der er opvokset i Nordborg med Tyskland som nabo, ikke kunne bedre tysk”, siger Jørgen Mads Clausen.
For at lære tysk besluttede Jørgen Mads Clausen at søge arbejde i Tyskland, og han fandt et job på Grundfos’ pumpestation i Slesvig-Holsten. Til opholdet forberedte han sig med et kursus på en privatskole.
”I jobbet skulle jeg bl.a. undervise i pumpeteknik på tysk. Så der skulle jeg gøre mig forståelig; der var der ingen pardon”, siger Jørgen Mads Clausen, der opfordrer alle, der vil lære tysk til bare at gå i gang med at tale sproget.
Koncernsproget i Danfoss, hvor Jørgen Mads Clausen har været adm. direktør, er engelsk, så i forretningsøjemed har han kun talt tysk med tyske kunder. Han mener imidlertid, at danskerne, og især de danskere, der bor i det sydlige Danmark bør lære sig tysk.
”Jeg mener, det at kunne tysk har noget med dannelse at gøre, og hernede, hvor vi er så tæt på Tyskland, ville det være en katastrofe, hvis vi ikke kunne et minimum af tysk”, siger Jørgen Mads Clausen.
Læs interview med Jørgen Mads Clausen her.