Mindretal ind i debat om danskhed
En heftig debat om, hvornår man kan kalde sig dansk, har udspillet sig i dagspressen og på de sociale medier siden 22. september, da en række aktører tørnede sammen i ”Debatten” på DR2 med Clement Kjersgaard som studievært.
I programmet blev Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, bedt om at tage stilling til, hvorvidt elevrådsformanden på Langkaer Gymnasium i Aarhus, Jens Philip Yazdani, der har dansk mor og iransk far og har gået i dansk skole og gymnasium, er dansk eller ej. Hertil svarede Henriksen: ”Jeg kender ham jo ikke. Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de får nogle børn i Danmark, at så blive de børn danske”.
I den efterfølgende debat er også kirke- og kulturminister Bertel Haarder blevet bedt om at udtale sig. Han siger til Kristeligt Dagblad 24. september, at man må skelne mellem at være dansk og at være dansker. Han bruger det tyske mindretal i Danmark til at understrege sin pointe.
”Dansker er noget objektivt. At være dansk, det er subjektivt. Det tyske mindretal i Sønderjylland er for eksempel danskere, men jeg tror ikke, at de regner sig for danske. De er tyske danskere”, siger han til avisen og kalder det at være dansk for ”at have del i de fælles kulturelle erfaringer, som er nedfældet i bøger, kunst og kultur”.
Jes Fabricius-Møller, der er historiker, tager tråden op i en klumme i samme avis et par dage efter.
”Nogle hævder, at det (hvad det vil sige at være dansk eller dansker, red.) alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. De er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk,” skriver Jes Fabricius Møller, der refererer en ophedet debat mellem N.F.S. Grundtvig og den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt i 1848-1849.
”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede uden for den danske Nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øjne”, skrev Goldschmidt.
Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift Danskeren med den ofte citerede definition på danskhed i sit digt ”Folkeligt skal alt nu være”: ”Til et Folk de alle høre, / Som sig regne selv dertil, / Har for Modersmaalet Øre, / Har for Fædrelandet Ild”.
Grundtvig mente ifølge Fabricius-Møller, at sidste linje skulle ses i sammenhæng med Den første Slesvigske Krig, der fandt sted i netop de år. Grundtvig mente, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.
Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig, at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han kritiserede Grundtvig og de nationalliberale for deres stilling til de slesvigske spørgsmål.
Grundtvigs modsvar er berygtet, skriver Fabricius-Møller, fordi han gik direkte efter manden og ikke efter bolden. Grundtvig kaldte Goldschmidt en gæst i landet ”som har faaet den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”, men det kunne han ikke være ifølge Grundtvig, fordi han tilhøret et andet folk, det jødiske. Fabricius-Møller skriver, at udfaldet mod Goldschmidt var ”ukarakteristisk for Grundtvig”, der ved andre lejligheder talte til fordel for jødernes ligestilling.
"Men mens krigen endnu var uafsluttet, skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren", slutter Fabricius-Møller.