Mindretallet skal bygge bro til Tyskland
Hvilken rolle skal det danske mindretal spille i den danske regerings nye Tysklands-strategi?
Det spørgsmål var til debat, da en række ledende personer fra det danske mindretal mandag var samlet til møde på Danmarks Generalkonsulat i Flensborg, hvor generalkonsul Henrik Becher-Christensen havde inviteret til brainstorming.
Regeringens nye strategi for Tyskland har til formål at styrke rammebetingelserne for at udvikle forholdet og samhandlen med Tyskland, der er Danmarks største samhandelspartner: 20 procent af den danske eksport går til Tyskland. På mødet blev det understreget, at det danske mindretal kan være brobygger i den forbindelse.
”Da hertugdømmerne gik tabt, mistede Danmark det meste af den hidtidige bro til Tyskland. Nu er det danske mindretal den bedste bro, som man kan bruge, hvis man fra Danmark gerne vil mere i kontakt med Tyskland”, sagde Lars Kofoed-Jensen, der er skoledirektør for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, ifølge Flensborg Avis.
På mødet kom delstaterne med en række forslag, herunder muligheden for en trainee-ordning, der skulle sigte på folk fra mindretallet, samt et forum, hvor danskere kunne komme og lære om Tyskland.
Generalkonsul Henning Becher-Christensen, der er det officielle Danmarks repræsentant i Sydslesvig, vil samle de indkomne forslag, men understregede, at man er i en startfase. Han glæder sig også over støtte fra det genåbnede danske konsulat i Hamborg.
I kølvandet på regeringens nye Tysklands-strategi har dagbladet Børsen valgt at udstationere en medarbejder i Hamborg som Tysklands-korrespondent. Det drejer sig om redaktionschef Uffe Hansen, der i dag er journalistisk chef for Børsen.