Tilbage til nyhedsliste

Ny film om tyske krigsfanger i Danmark

30. november 2015

Et episk-etisk drama om dansk-tysk efterkrigshistorie.

Sådan lyder omtalen af en ny film, Under Sandet, der får dansk biografpremiere på torsdag 3. december og tysk biografpremiere 4. februar 2016.

Baggrunden for den nye film, der har Martin Zandvliet som instruktør, er tragisk og tabuiseret i en dansk sammenhæng. Her gælder det ikke 1864 eller besættelsestiden. Her gælder det et stykke efterkrigshistorie, som danskerne helst vil glemme:

Efter Anden Verdenskrig satte Danmark 2500 tyske krigsfanger til at rydde miner ved Vestkysten. 1000 blev dræbt eller såret, og mange af soldaterne sultede. Minerydningen ved Vestkysten blev den enkeltstående faktor, der i forbindelse med besættelsen dræbte flest tyskere i Danmark.

Dette dystre kapitel i dansk krigshistorie kommer nu på filmlærredet. Martin Zandvliet, der blandt andet står bag filmen Dirch, synes det er vigtigt også at fortælle de tabuiserede historier fra Anden Verdenskrig:

”Her i Danmark har vi i de senere år lavet en række film om, hvor store helte vi var, men jeg synes, at man som instruktør også skylder at fortælle bagsiden af medaljen. Og det optager mig meget, at mennesket kan være ekstremt selvisk, ondt og hævngerrigt”, siger Martin Zandvliet til Weekendavisen.

I alt to millioner miner have den tyske værnemagt placeret langs den danske vestkyst som en del af Atlantvolden. I filmen ser man blandt andet, hvordan unge utrænede soldater helt ned til 14 år bliver sat til at fjerne disse landminer med primitivt udstyr og upræcise kort over, hvor minerne er placeret. Når minerne er fjernet, beordres soldaterne til at marchere skulder ved skulder gennem minefeltet for at sikre, at opgaven er fuldført. Disse regulære dødsmarcher blev et udflugtsmål for den vestjyske lokalbefolkning.

For Martin Zandvliet er de dilemmaer, som beskrives i filmen, stadig aktuelle, for hvordan bør vi behandle mennesker, som vi med god grund er kommet til at hade? 

”Jeg vil gerne tegne et andet billede af Danmark, end vi er vant til. Men jeg vil ikke gøre det for at pege fingre – faktisk har jeg ikke med i filmen, at folk kom fra nær og fjern for at se dødsmarcherne, som var de til en rockkoncert. For mig handler det mere om, at vi efter en krig var fanget i nogle enorme dilemmaer. Det had og den frygt – som vi også oplever i dag på grund af terroren – er helt naturlig, men vi kan måske lære at agere anderledes, og vi kan måske lære at tænke os om”, siger Martin Zandvliet til Weekendavisen.