Ordknap minister afviser spørgsmål om generalkonsul
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) havde ikke meget nyt at bidrage med, da han torsdag var kaldt i samråd om ny generalkonsul i Flensborg.
Sagen er opstået i forbindelse med regeringsskiftet i november, hvor tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) blev udpeget som ny generalkonsul i Flensborg, men endte med at takke nej. Den nuværende generalkonsul, Henrik Becker-Christensen, blev i den forbindelse bedt om at gå. Generalkonsulposten i Flensborg er derfor ledig pr. 1. september.
Udenrigsministeren nøjedes i samrådet med at fastslå, at ”der er årlige ambassadørrokader, men der er også løbende udskiftninger på ambassadør- og generalkonsulposter”.
”Skifter på poster i udenrigstjenesten sker ved en konkret beslutning fra regeringens side og kan også indeholde en konkret dialog med vedkommende, der er berørt af situationen”, sagde Anders Samuelsen ifølge Ritzau, der også skriver, at samrådet var som at overvære en tenniskamp, fordi ordstyreren sendte spørge- og svarretten frem og tilbage mellem Christian Juhl og udenrigsministeren, der kun svarerede kort og kontant.
Christian Juhl ville vide, om det var en del af en aftale, da Bertel Haarder i sin tid blev tilbudt posten som generalkonsul.
”Det hverken kan eller skal jeg besvare, det spørgsmål”, lød det fra Anders Samuelsen.
”Jeg kan forstå, hvis ministeren sagde, det hverken vil eller kan jeg, men det er så i orden”, sagde Christian Juhl.
Udenrigsministeren ville ikke udtale sig om, hvorvidt det danske mindretal var blevet inddraget i forløbet, skriver Flensborg Avis. Det fik Christian Juhl til at konkludere ud fra den offentlige debat om sagen: ”Det synes jeg er beklageligt”.
Christian Juhl ville også gerne vide noget mere om Henrik Becker-Christensens rolle i sagen, idet denne selv til flere medier har udtalt, at han ikke ønskede at forlade stillingen. Det ønskede udenrigsministeren ikke at kommentere med henvisning til, at der er tale om ”specifik personalesag”, skriver Flensborg Avis.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere udtalt, at han gerne ser erfarne politikere på flere diplomatposter. Flere har tidligere udtrykt frygt for, at dette ville føre til et ”amatørdiplomati”, og at det ville blive en ny pensionsordning for politikere.
Udenrigsministeren kunne oplyse, at der snarest vil blive offentliggjort et stillingsopslag, og at stillingen i udgangspunktet besættes i en periode på fem år med mulighed for forlængelse.