Tilbage til nyhedsliste

Slesvig-Holsten med til Nordisk Råds møde

2. november 2016

Nordisk Råd holder møde i København i disse dage og for første gang er der to repræsentanter til stede fra den tyske delstat Slesvig-Holsten: Europaminister Anke Spoorendonk (SSW) og vicelanddagspræsident Bernd Heinemann (SPD). Dronning Margrethe nævnte i sin tale til Nordisk Råds 68. session på Christiansborg tirsdag, at ”hun hilser det nye og tætte samarbejde med Slesvig-Holsten velkommen”.

Delstaten Slesvig-Holsten kalder sig ”Der echte Norden”, og hele to nordiske mindretal er bosiddende i delstaten: Danskere og frisere. Den dansktalende Europaminister Anke Spoorendonk har i forvejen et samarbejde med de nordiske lande, bl.a. via Østersø- og Nordsø-samarbejdet.

I sommer tog SSW initiativ til forslaget om at ansøge om observatørstatus i Nordisk Råd, efter længe at have næret ønske om at ville integreres mere i det fællesnordiske samarbejde. Forslaget blev vedtaget enstemmigt af Landdagen i Kiel. I denne sommer har Nordisk Råd været på besøg i Slesvig-Holsten som led i sit sommermøde. Her mødtes rådet med repræsentanter fra den slesvig-holstenske  Landdag i Kiel og med det danske mindretal i Flensborg. I går blev Slesvig-Holsten så officielt tildelt observatørstatus hos Nordisk Råd.

Det bærende tema på Nordisk Råds 68. session er FN’s 17 globale mål for en bæredygtig udvikling frem til 2030. Målene blev vedtaget på FN’s topmøde i New York den 25. september 2015. Nogle af målene er at afskaffe fattigdom, stoppe sult, fremme økonomisk vækst, standse klimaforandringer og opnå ligestilling blandt kønnene på globalt plan.

Henrik Dam Kristensen der er Nordisk Råds præsident, bød FN’s nye mål velkommen.

”Jeg synes det er flot at FN har sat sig nogle helt konkrete mål. Nu skal vi finde ud af, hvor det er i et samarbejde mellem de nordiske lande, at vi kan det gøre samarbejdet endnu stærkere og bidrage til at opnå målene”, sagde Henrik Dam Kristensen.

Nordisk Råd er den parlamentariske forsamling for det officielle nordisk samarbejde og blev dannet i 1952. Rådet har 87 valgte medlemmer fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne, Åland og Grønland.

De tre baltiske lande har i forvejen observatørstatus i Nordisk Råd.