Spejdere skal blive klogere på grænselandet
Når Spejdernes Lejr 2017 finder sted 22.-30. juli i Sønderborg, bliver det med en række aktiviteter med afsæt i grænselandets historie. En partnerskabsaftale mellem Sønderborg Kommune, spejderne og en række aktører fra grænselandet blev underskrevet onsdag.
Hensigten med partnerskabsaftalen mellem Sønderborg Kommune, Museum Sønderjylland, Sydslesvigsk Forening, Bund Deutscher Nordschleswiger, Grænseforeningen og spejderne er, at udvikle fem aktiviteter, der gør de forventede 40.000 deltagende spejdere og 100.000 gæster klogere på grænselandet.
”For nogle år siden var de særlige forhold i Sønderjylland en del af det almene pensum i skolerne. […] At det ikke er så meget i fokus mere, kan vi se som et udtryk for, at de store problemer er løst, og at vi tager den forsonlige tone i grænselandet som en selvfølge. Men det er den jo netop ikke”, siger overinspektør Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland, og understreger, at museet er klar til at give de unge deltagere en lærerig oplevelse.
Aktiviteterne omfatter både et oplevelsesspil, hvor deltagerne stilles over for dilemmaspørgsmål om bl.a. identitet og medborgerskab, en fortællingsmæssig kulturrejse i grænselandet, historiske aktiviteter på Dybbøl Banke og et informationstelt om grænselandet og dets mindretal. Derudover skal spejderne selv komme med bud på, hvordan 100-året for Genforeningen kan fejres i 2020.
Aktiviteterne ligger alle i forlængelse af spejdernes vision for lejren: "Vi sætter spor - i os selv, hinanden og omverdenen", hvor deltagernes evne til at indgå i relationer og ansvarligheden for demokratisk udvikling er blandt fokuspunkterne.
”For os er det et centralt aspekt, at erfaringerne i grænselandet giver inspiration til fremtiden. Kulturmødet her har udviklet sig fra krig til fredeligt samvær. Det er en interessant fortælling, som også kan inspirere os i andre former for kulturmøder”, siger generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen.
Det samlede budget for de fem aktiviteter er godt 1,3 millioner kroner. Deres realisering afhænger dog af, om partnerne kan sikre finansieringen. Aktiviteterne kan også gennemføres enkeltvis.