Sydslesvig-teltet var velbesøgt på Folkemødet på Bornholm
”Jeg har nu været på Folkemødet i tre dage, og jeg har ikke set så velbesøgt et arrangement før. Der er hundredvis af mennesker i kø her, og det er, fordi de serverer det berømte sønderjyske kaffebord”.
Sådan indledte DR-journalist Rikke Gjøl Mansø et indslag på DR1, da der lørdag den 15. juni blev sendt live fra Sydslesvig-teltet på Folkemødet på Bornholm. Efter introduktionen blev Marie de Fine Licht, Grænseforeningens souschef, interviewet om det særligt danske ved sønderjysk kaffebord, mens de to sydslesvigske elevambassadører Freja og Emil fortalte om deres forhold til Dannebrog.
Sydslesvig-teltet, som Grænseforeningen stod for i samarbejde med de sydslesvigske foreninger og Folketingets Sydslesvigudvalg, var velbesøgt gennem de fire dage, som Folkemødet varede. Det sønderjyske kaffebord tiltrak mere end 500 mennesker, som fik smagt på et kageudvalg bestående af den klassiske brødtorte, kys, kram, fedtebrød, kringle, nøddekrans og pomle.
Også fredag formiddag var der fyldt i teltet, da Kong Christian 10., i skikkelse af Alexander von Oettingen, prorektor på UC SYD og amatørskuespiller ved Det Lille Teater Flensborg, blev interviewet af Jørgen Møllekær, chefredaktør på Flensborg Avis, i et såkaldt historisk talkshow. Inden da havde kongen under stor opmærksomhed redet rundt på Folkemødet på en hvid hest og hilst på bl.a. Bertel Haarder, der fik foreviget mødet af flere fotografer på stedet.
Lørdag var Dannebrogs 800-års fødselsdag, men fejringen blev ødelagt af skybrud og tordenvejr. Derfor blev bl.a. faldskærmsudspringet, hvor Dannebrog på ny skulle falde fra himlen, aflyst. Bertel Haarder havde i den forbindelse skrevet både en tale og en sang til Dannebrog. Som konsekvens af vejret holdt han i stedet talen i Sydslesvig-teltet, hvor sangen også blev sunget, mens regnen trommede på telttaget.
Gennem hele Folkemødet lavede 60 elevambassadører, unge sydslesvigere fra Duborg-Skolen og A.P. Møller Skolen, de to danske gymnasier i Sydslesvig, samt fem af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører happenings rundt om på folkemødepladsen i Allinge, hvor de gjorde opmærksom på deres mindretalstilhørsforhold med T-shirts og små flag med teksten ”Danskerne findes i mange modeller”, som er et citat fra Ebbe Kløvedal Reichs digt fra 1994.
Flere medier lavede indslag fra Sydslesvig-teltet, herunder TV SYD og TV2 Bornholm. Folkemødet, der løb af stablen fra torsdag til søndag i sidste uge, satte ny rekord med omkring 114.000 besøgende.
Du kan læse hele Bertel Haarders sang her.