Sydslesvigsk Forening fylder 100 år
Statsministeren og andre samarbejdspartnere nord og syd for grænsen gratulerer det danske mindretal i Sydslesvigs kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), der fylder 100 år i dag, den 26. juni.

Sydslesvigsk Forening (SSF) blev oprettet efter folkeafstemningerne i 1920, som kom til at definere den dansk-tyske grænse. Foreningen kan således fejre sit 100-års jubilæum i år.
Foto: SSF
Sydslesvigsk Forening (SSF) kan i dag, den 26. juni, fejre sit 100-års jubilæum, hvilket bl.a. markeres i foreningens informationsblad, Kontakt. Her ønsker samarbejdspartnere nord og syd for grænsen tillykke, blandt dem statsminister Mette Frederiksen (S).
”I kan noget specielt i grænselandet. Den ånd, stolthed og rummelighed, som trives her, skal I være stolte af. I er ikke blevet glemt, og I vil heller ikke blive glemt”, skriver Mette Frederiksen i sin hilsen, der er bragt i Kontakt.
SSF har derudover på dansk side modtaget fødselsdagshilsner fra bl.a. kulturminister Joy Mogensen (S), formand for Sydslesvigudvalget, Christian Juhl (EL) samt formand for Folketinget, Henrik Dam Kristensen (S). På tysk side gratuleres SSF af bl.a. Daniel Günther (CDU), ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Klaus Schlie (CDU), præsident for den slesvig-holstenske landdag, og Bernd Fabritius, mindretalskommitteret for den tyske forbundsregering (CSU).
”Foreningen (SSF, red.) […] har en fremtrædende rolle i at bevare den sproglige og kulturelle mangfoldighed i vores delstat”, skriver Daniel Günther i sin hilsen i Kontakt.
SSF blev grundlagt den 26. juni 1920 af Ernst Christiansen, daværende chefredaktør på Flensborg Avis, under navnet ’Den Slesvigske Forening’. Foreningen skulle være det politiske og kulturelle center for de danskere, der efter Genforeningens nye grænsedragning mellem Danmark og Tyskland befandt sig i mindretal syd for grænsen. Den 15. november 1946 skiftede foreningen navn til Sydslesvigsk Forening (SSF).
SSF er fortsat vigtig for det danske mindretal, understreger formand Gitte Hougaard-Werner.
”Mindretallet og SSF er opstået af en tid med krig og ufred, men vi er gået fra fjendskab til venskab – uden at give afkald på vores danske sindelag, vores sprog og kultur eller på vores kærlighed til Danmark. Den kurs skal vi holde fast i, sætte alle sejl til – og alligevel være nysgerrige på fremtiden”, skriver formand Gitte Hougaard-Werner i Kontakt.
Blandt de øvrige fødselsdagshilsener er også Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger, samt Grænseforeningens formand, Jens Andresen.