Tilbage til nyhedsliste

Sydslesvigske unge diskuterer danske værdier på Christiansborg

9. februar 2017

Danmarkskanon og mange beslægtede emner om danskhed, identitet og grænsekontrol var til debat, da 200 sydslesvigske unge torsdag deltog i en konference i fællessalen på Christiansborg. Det var Grænseforeningen, der igen i år stod bag det traditionsrige besøg af elever fra 13. årgang fra henholdsvis A.P. Møller Skolen i Slesvig og Duborg-Skolen i Flensborg.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) åbnede konferencen og bød de sydslesvigske unge velkommen samt et panel bestående af tidligere kulturminister Bertel Haarder (V), tidligere kulturminister Marianne Jelved (R), Christian Juhl (Enhedslisten), medlem af Sydslesvigudvalget, universitetslektor Michael Böss og professor Steen Bo Frandsen.

”Det er en hyggelig tradition, at I som danske gymnasieelever fra Sydslesvig kommer forbi. Jeg personligt lider ikke af kanonskræk, og det håber jeg heller ikke, I gør”, sagde Pia Kjærsgaard, inden konferencen åbnede med indlæg fra fire sydslesvigske unge, der satte fokus på nogle af de ti værdier, der optræder i tidligere kulturminister Bertel Haarders Danmarkskanon.

Olga Öhler, Duborg-Skolen, lagde i sit indlæg vægt på, at de ti værdier i Danmarkskanon er blevet en realitet efter afstemning på nettet.

”Jeg synes først og fremmest, at det er ret fedt, at vi har sådan en diskussion oppe at køre om værdier. At det ikke bare er et eller andet udvalg, der har bestemt det hele”, sagde hun.

Niels Lück, A.P. Møller Skolen, talte om frihed og de tyske socialdemokraters kamp mod nazismen i 1930’erne.

”Frihed er ikke kun en speciel dansk værdi. Den er en demokratisk værdi”, konkluderede han.

Netop det særligt danske i forhold til det tyske og europæiske fyldte en del i debatten, og det samme gjorde spørgsmålet om identitet. Alle gav udtryk for, at det var en berigelse at have både dansk og tysk sprog og kultur som en del af sin identitet, hvilket mange unge har i grænselandet.

Christian Juhl hæftede sig blandt andet ved, at det danske og det tyske mindretal bidrager til at skabe fred i grænselandet.

”Verden er i opbrud. Jeg kan ikke gøre meget ved det, for jeg skal snart på pension. Men det kan I!”

Bertel Haarder fortalte, at han havde irettesat daværende justitsminister Søren Pind for at have udtalt, at så længe man var dansk statsborger, var man dansk.

”Sludder og vrøvl sagde jeg til ham. Hvad så med mindretallene. Det handler om sindelaget. Hvis man føler sig dansk, så er man dansk”, fastslog Bertel Haarder.

Steen Bo Frandsen var af den opfattelse, at der er en ”foruroligende mangel på europæisk bevidsthed” i tiden. Han nævnte bl.a., at medlemmer af det tyske mindretal havde fortalt ham, at de af og til blev spurgt: ”Hvornår kom du til Danmark?”

”Som medlemmer af det danske mindretal har I et potentiale, fordi I kan se en sag fra flere sider. Den dobbelte identitet i et grænseområde er særligt udtrykt”, sagde Steen Bo Frandsen.