Tilbage til nyhedsliste

Tøndermarsken får millionstøtte

8. juni 2016

Tønder Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Realdania er gået sammen om at investere 210 millioner kroner i Tøndermarsken i Sønderjylland. Formålet er at sikre en bæredygtig udvikling i området, og pengene skal bruges i perioden 2016-2021.  

”Det er en håndsrækning noget ud over det sædvanlige, og det er en enestående chance, som vi vil gribe med både begejstring og taknemmelighed”, siger Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen, der fremhæver, at Tøndermarksen er et unikt område med et stort potentiale ikke mindst i forhold til turisme.

I 2014 blev Tøndermarsken optaget på UNESCOs liste over verdensnaturarv, og nu skal millioninvesteringen være med til at bidrage til ikke bare marskens vedligeholdelse, men også lokalområdets erhvervsudvikling.

Tøndermarsken har i mange år været præget af store udfordringer. En massiv fraflytning og tab af arbejdspladser har efterladt et forfald af bygningskulturelle værdier. Derfor skal en stor del af pengene bruges på renoveringer, herunder torvet i Højer og områdets bevaringsværdige og fredede bygninger, der i stort omfang er præget af både dansk, tysk og frisisk bygningshistorie. Højer udgør et naturlige afsæt for turisters udforskning af Tøndermarsken.

Derudover handler det om udvikling af turisme, herunder etablering af stier og skilte, der skal give besøgende bedre adgang til Tøndermarsken.

Da klimaændringer fører til forhøjet vandstand, er den hidtidige indsats med digebyggeri ikke længere tilstrækkelig. Derfor er det planen at etablere reservoir-kapacitet langs Vidå til at håndtere overfladevand fra byerne.

Millioninvesteringen skal ske i et samarbejde med lokale kræfter, herunder Højer Lokalråd, Rømø-Tønder Turistforening, Tønder Erhvervsråd og Dansk Kyst- og Naturturisme, Nationalpark Vadehavet og Schackenborg Fonden samt det lokale erhvervsliv og andre lokale kræfter. Til efteråret planlægges et borgerarrangement, hvor borgere, foreninger, erhvervsliv og andre interesserede inviteres til ideudvikling.