Versaillesforhandlinger førte til Genforeningen

I dag, den 18. januar, er det præcis 100 år siden, at Versaillesforhandlingerne, der skulle sikre varig fred efter Første Verdenskrigs afslutning, blev indledt. Sådan gik det ikke. Alligevel kan man ikke entydigt beskrive Versaillesforhandlingerne som mislykkede, da de også indførte den amerikanske præsident Woodrow Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret og folkeafstemninger om nye grænsedragninger i Europa, bl.a. i det dansk-tyske grænseland. Det siger museumsinspektør, René Rasmussen, Museum Sønderjylland.  

”Selvom Versaillesfreden i dag med rette ofte bliver sat i et negativt lys, indeholdt den også gode elementer. Princippet om folkenes selvbestemmelse, der førte til de store imperiers deling og demokratiseringen af Europa, er et meget godt princip. Det var også det, der førte til folkeafstemningerne i Nord- og Sydslesvig i 1920 og den grænsedragning mellem Danmark og Tyskland, der gennem de seneste snart 100 år har vist sig som yderst stabil”, siger René Rasmussen.

Versaillestraktaten blev underskrevet den 28. juni 1919 efter godt fem måneders forhandlinger mellem Frankrig, Storbritannien, USA og deres allierede. For Tyskland var traktaten ultimativ og medførte, bl.a., at Tyskland skulle betale krigsskadeserstatning, fik begrænset sin hærs størrelse til 100.000 mand og måtte afstå flere landområder, herunder Alsace-Lorraine til Frankrig, Eupen og Malmédy til Belgien, og efter folkeafstemninger Nordslesvig til Danmark og dele af Øvreschlesien til Polen. 

Igennem årene har argumentet ofte været fremført, at Hitlers magtovertagelse og Anden Verdenskrig er en direkte konsekvens af de hårde betingelser, Tyskland blev stillet over for i fredsslutningen i Versaillestraktaten. Ifølge René Rasmussen er billedet dog mere nuanceret. 

”Jeg mener ikke, at Versaillestraktaten automatisk førte til Hitlers Tyskland og Anden Verdenskrig. Der var mange faktorer i spil, både internationalt og nationalt. USA ville f.eks. ikke tiltræde det netop oprettede Folkenes Forbund og undergravede det dermed. Og nazisternes propagandistiske fortælling fik gennemslagskraft, fordi den tyske befolkning var forarmet under inflationen og myten om den tyske hær, der var ubesejret i felten var stærk. Men selvfølgelig bidrog de ydre krav, der blev pålagt Tyskland i Versaillestraktaten”, siger René Rasmussen og fortsætter:

”Hvis ikke børsen på Wall Street var krakket i 1929, havde vi måske set anderledes på Versaillesfreden i dag. I løbet af 1920’erne fik det demokratiske Tyskland faktisk forhandlet sig frem til store lempelser og indrømmelser, og det kunne meget vel være fortsat, eftersom også sejrherrerne sådan set var enige om, at Versaillesfreden havde været for hård ved Tyskland. Lidt flere lempelser og en udvikling, der ikke var blevet slået tilbage af verdenskrisen, ville alt andet lige have stillet de demokratiske partier i Tyskland i et helt andet og mere positivt lys. Men det er naturligvis en kontrafaktisk historie med mange ubekendte”.