Flensted
15. juni 1921 var der fest, hvor genforeningsmindet i Flensted blev afsløret. Til festen var sognets veteraner indbudt som æresgæster, og kaptajn J.H. Dohlmann fortalte minder fra 1864. Lærer E. Harlou, Flensted skole har forfattet indskriften.
Pladsen, hvor stenen står i dag, var før en slags "losseplads", indtil købmand J. Christensen og gårdejer N. Olsen foreslog at bruge pladsen til et genforeningsmindesmærke. Der blev valgt et 7 mandsudvalg, der henvendte sig til arkitekt V.H. Hammer, København. Han arbejdede vederlagsfrit med den tegning, hvorefter pladsen blev reguleret og mindet opstillet. Arkitekten tegnede ligeledes inskription og udsmykning af stenen.
Johanne Lassen, Flensted Mark, skænkede de fleste af stenene, der indgik i stensætningen. Gårdejer N.A. Olsen skænkede stendyssens overligger.
Genforeningsmindet er en 27 m lang stenmur, med 3 m bredt bed foran. Midt i stenmuren er en 5 m lang bue, hvor genforeningsstenen er indmuret. Genforeningsstenen fungerer som én bæresten af fire, hvorover der ligger en dæksten, også med indskrift. De tre resterende bæresten er rejst på græsset over muren. Dyssen er 1,5 m lang, 1 m bred og 1 m høj.