Gå til listen over genforeningssten

Harreby

Genforeningsstenen i Harreby blev afsløret den 4. oktober 1923 af Peder Johannes Kloppenborg.  Stenen har sin helt egen historie og stærke symbolik. Den bærer en ganske enkel stenkløvers tekst: ”Dybt i Danskes Hjærte / Klang det Glædens Bud / Sønderjylland vundet / Ære være Gud”.

Den store sten er skænket af gårdejer Johannes Kloppenborg (1874-1965). Den er hentet et godt stykke nord for Kongeå-grænsen på Sejgaards jord i Asbo nord for Vejen. Dér havde han slået sig ned, da han af de preussiske myndigheder var blevet udvist og måtte forlade sit barndomshjem i Harreby.

I sin tale refererede Johannes Kloppenborg til teksten på stenen, idet han bl.a. sagde, at "med sin indskrift siger stenen: Jeg vil minde eder om Sønderjyllands genforening med Danmark. Og så fortæller den, hvilken glæde det var for os, som oplevede det. Og så lover og priser den Gud."

Efter afsløringen blev der sunget en sang, som var forfattet af Marie Pedersen, Harreby og som sluttede med linjerne: "...Vi takker Gud for den Dag, vi nød, da Kongen ridende os Velkomst bød. :/: Ja, tro I mig, jeg siger dig. det glemmes ej i Sønderjylland. :/:"

Selve genforeningsstenen står centralt placeret mellem de fire sten og måler ca.  1,9mx 0,8m x 0,5m. Stenen står på en 0,5m høj, 1,6m bred og 0,8 m dyb sokkel

 

Som ramme om genforeningsstenen står 4 grænsepæle fra grænsen 1864 - 1920: nr. 22 - 28 - 30 - 31. To af den har oprindeligt stået i Obbekær og Gelsbro:

SV stenen er 0,77 m høj, 0,27 m lang og 0,25 m bred. På stenen står med sort: Kr. Dm. No. 30. Inskriptionen på bagsiden er borthugget.

SØ stenen er 0,7 m høj, 0,28 m lang og 0,25 m bred. På stenen står med sort: Kr Dm No. 28 Inskriptionen på bagsiden er borthugget.

NØ stenen er 0,66 m høj, 0,26 m lang og 0,18 m bred. På stenen står med sort: Kr. Dm. No. 22 Inskriptionen på bagsiden er borthugget.

NV stenen er 0,64 m høj, 0,28 m lang og 0,16 m bred. På stenen står med sort: Kr. Dm. И. 31. Inskriptionen på bagsiden er borthugget.

Mindesmærket var ved indvielsen omkranset af 6 grænsesten, men i 1926 blev to af disse, formodentlig vis nr 27 og 32 bragt til Kruså.