Gå til listen over genforeningssten

Sønder Sejerslev

Den 26. september 1921, Kongens fødselsdag blev genforeningsstenen i Sønder Sejerslev afsløret af sognefoged L.N. Eriksen.

Der knytter sig en særlig historie til den anvendte sten, som stammer fra gårdejer A.M. Lunds eng i Sønder Sejerslev. Den udgjorde en del af en større sten, som blev kløvet. Den største part blev anvendt som mindesten for de 26 fra sognet, som var faldet under Den første Verdenskrig.

Denne mindesten står på kirkegården, mens den mindre part fandt anvendelse som genforeningssten.

Sognefoged Eriksens afsløringstale lød således: "De to sten, der fra tidernes morgen har været forenet, står begge rejst som minde om det store opgør. Den ene rejst i sorg over sognets faldne sønner, den anden rejst i glæde over genforeningen med Danmark, vor moder. Og de vidner om, at den dybe sorg og den store glæde kan ligge tæt op ad hinanden. Vi vil lade dækket falde med ønsket om, at stenen igennem de tider, der kommer, må stå som et vidne for slægterne, at der altid har levet dansk befolkning i Emmerlev sogn."

Genforeningsstenen står i et trekantet, grusbelagt anlæg, der måler 7x 6 m. Anlægget er kantet af fliser og omgives af seks granitstolper med hul i toppen. Mindestenen står på en muret, cirkulær sokkel af sten, og er 2,10 m høj, 0,89 m lang og 0,8 m bred.