Tranekær gods
Torsdag aften, den 22. juli 1920 blev genforeningsstenen i Tovløkke Skov afsløret i overværelse af næsten 1000 mennesker, som lensgreve F.L.V. Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær havde indbudt.
Regnen umuliggjorde imidlertid opholdet i Tovløkke Skov, så festen måtte henlægges til gæstgivergården. Lensgreven indledte festlighederne med en tale om dansk sprog og åndsliv.
Fru Skrumsager-Madsen, København talte om genforeningen og sluttede med en forsikring om, at de danske, som blev tilbage under fremmedherredømmet, var mere nationalt vågne end nogensinde tidligere.
Pastor Dehn gav i sit foredrag en historisk skildring af sønderjydernes vanskelige kamp gennem tiderne.
Professor Martin Nyrup, København, havde leveret tegningerne til stenens udsmykning. Øverst på stenen - omgivet af en ring - er korsmærket indhugget og derunder indledningsordene til sønderjydernes valgoplæg.
Genforeningsstenen står i et cirkulært anlæg med en diameter på 4,5 m, der er omkranset af 24 kampesten. Heri står mindestenen, 2,6 høj, 1,8 lang og 1,3 m bred, omgivet af endnu 15 kampesten. Stenen er øverst udsmykket med et relief i form af et korsmærke omgivet af en ring, herunder kommer inskriptionen.