Abel, 1218-1252, konge og hertug

Abel, 1218-29.6.1252, dansk konge fra 1250. Begravet i Slesvig domkirke.  Han var den næstældste søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria. Som andre næstældste kongesønner (f.eks. Knud Lavard) blev Abel som 14-årig hertug af Sønderjylland i 1232 og i 1237 gift med Mechtilde af Holsten. Abel var i kamp med sin bror Erik (4. Plovpenning) om kronen efter faderens død i 1241. Den kamp vandt Erik, men han blev imidlertid dræbt  under fredsforhandlinger i 1250 af to af Abels højeste embedsmænd. Abel blev derefter kronet i Roskilde. Han blev dræbt i en krig mod friserne i 1252.

Som hertug havde han en tid også regeret grevskabet Holsten som formynder for to mindreårige svogre, efter at deres far var gået i kloster. Indtil Abelslægten uddøde i 1375 voksede Sønderjylland og Holsten sammen økonomisk, delvis også kulturelt og administrativt. Tønder fik f.eks. indført lybsk ret.

Erik Plovpenning havde kun efterladt sig døtre, så Abel blev konge efter ham. Efter at Abels død i 1252 havde hans søn Valdemar et legitimt krav på kronen. Valdemar opholdt sig i Frankrig og på hjemrejsen blev han holdt i fangenskab i Köln, med det resultat at Abels bror Christoffer fik presset sig selv ind som konge.

Begivenhederne omkring Abels død og Christoffers kroning kan være årsag til at en regerende kongelægt senere har forsøgt at miskreditere kong Abels virke og eftermæle. Den dominerende Hvideslægt og store dele af kirken stod længe på Abelslægtens side.

Skrevet af: Niells Schou

Sidst ændret: 21. april 2022