Bluhme, Christian Albrecht, 1794-1866, dansk politiker
Christian Albrecht Bluhme blev i 1811 student fra Herlufsholm og i 1816 cand. jur.. I en årrække var han medlem af Guvernementsrådet i Trankebar, hvorefter han gjorde karriere som by- og herredsfoged i Store Heddinge og i Næstved for derefter i 1838 at blive stiftsamtmand i Aalborg. Her kom Christian den 8. på en af sine rejser i personlig berøring med C.A. Bluhme. Kongen blev imponeret af hans verdenserfaring og sprogkundskaber og trak Bluhme til København, hvor hans karriere fortsatte i generaltoldkammeret og commercekollegiet, som han blev direktør for i 1848.
C.A. Bluhme var helstatsorienteret og konservativ, men indtrådte på baggrund af sin ekspertise alligevel i Martsministeriet i 1848 som handelsminister. Ved ministeriets omdannelse i november 1848 udtrådte han, velsagtens fordi han med sine politiske holdninger ikke har følt sig særlig godt hjemme. Året efter indtrådte han i den grundlovgivende forsamling og stemte ved den endelige afstemning for Grundlovens indførelse.
Den 9. august 1849 blev han kabinetssekretær for Frederik 7. og fik dermed betydelig indflydelse på kongen. Han var imod kongens ægteskab med Grevinde Danner, men da det ikke kunne være anderledes, gjorde han alt for at mindske skandalens omfang og han nød stor gunst hos Frederik den 7. og blev i maj 1850 udnævnt til den mest indbringende embedsmandsstilling i Danmark, nemlig direktør for Øresunds Toldkammer.
Treårskrigen løste ikke de forfatningsmæssige problemer omkring hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Samtidig var tronfølgerspørgsmålet efter Frederik den 7. fortsat uløst. Bluhme blev i oktober 1851 udnævnt til udenrigsminister med henblik på at forhandle sig frem til en helstatsforfatning, som kunne anerkendes af de øvrige europæiske stormagter. Dette lykkedes på grund af Bluhmes forhandlings-dygtighed, først med Rusland og senere med Østrig og Preussen. Konklusionerne, der blev affattet i de såkaldte "Aftaler af 1851 og 1852", var, at Junigrundloven fortsat gjaldt for kongeriget, mens Slesvig og Holsten skulle stå direkte under Frederik den 7.'s enevældige ledelse. Aftalerne førte frem til London-traktaten af 8. maj 1852 som anerkendte den nye arvefølge, hvorefter prins Christian af Lyksborg blev tronarving efter Frederik den 7.
Aftalerne af 1851 og 1852 var meget omstridte i Rigsdagen, men Bluhme, der fra januar 1852 var både premierminister og udenrigsminister, forsvarede aftalerne, bl.a. med ordene: "den er det yderste, der kan opnaas, det eneste, som kan opnaas uimodsagt, det eneste, som kan opnaaes i Fred og Ro." Bluhme gik ud af de voldsomme debatter med de nationalliberale som sejrsherre, fordi de ikke kunne fremlægge nogen anden realistisk politik.
På grund af indre stridigheder i regeringen fratrådte Bluhme som premierminister i foråret 1852, umiddelbart før fællesforfatningens endelige fremlæggelse i Rigsdagen, men han lod sig overtale til at fortsætte som udenrigsminister under den stærkt konservative A.S. Ørsted og kom dermed til at tage et medansvar for Ørsteds forsøg på i juli 1854 at gennemføre en fællesforfatning for Danmark og Hertugdømmerne uden om Rigsdagen. Som udenrigsminister gjorde Bluhme især en indsats for at fastholde Danmarks neutralitet under Krim-krigen. Det var, ifølge Bluhme, et hovedformål for Danmarks udenrigspolitik at gøre sig "saa lidet bemærket og saa lidet fremtrædende som muligt, intet at forsøge, som ikke sikkert kan gennemføres, og ved Siden heraf saa lidt som muligt... at gøre Danmarks geografiske Forhold generende for nogen af de krigsførende Parter."
Regeringen Ørsted faldt i december 1854, hvorefter Bluhme trak sig tilbage til posten som direktør for Øresundstolden.
Efter Helstatsforfatningens gennemførelse i oktober 1855 blev Bluhme valgt direkte til Rigsrådet, hvor han blev ordfører for den konservative helstatsorienterede opposition imod de stærkere og stærkere nationalliberale kræfter. Han vendte sig mod de af C.C. Hall styrede regeringer og udviklingen frem mod Novemberforfatningen af 1863. Bluhme havde ingen tillid til hverken de fremstormende skandinavister eller tro på et Danmark til Ejderen - han så i denne politik øget risiko for at Danmark også ville miste Slesvig.
Bluhme var tæt knyttet til Christian 9., både som kronprins og som konge, og denne opfordrede flere gange i de vanskelige måneder i 1863-64 Bluhme til at overtage regeringsmagten. Han lod sig først overtale efter det totale sammenbrud og Monrads fratræden i sommeren 1864, og det blev Bluhmes lod at acceptere de ufravigelige tyske krav om afståelse af de tre hertugdømmer.
Det andet spørgsmål Bluhmes regering skulle tage hånd om var gennemførelse af en ny forfatning, nu da Slesvig var tabt. Bluhme var på dette tidspunkt syg, og han opgav regeringsmagten den 3. november 1865 og døde året efter.
Kilde: Dansk Biografisk Leksikon, 1934.
