Gå til leksikonoversigt

Poulsen, Karen, 1888-1981, tjenestepige og grænsesluser

Personer
Karen Poulsen

Karen Poulsen - pigen fra Kamtrup - hjalp mange sønderjyder over grænsen til Danmark i årene 1914-18.

Sdr. Hygum Sogns Lokalhistoriske Forening.

Karen  Poulsen, der fik tilnavnet Pigen fra Kamtrup, blev født i landsbyen Kamtrup i det nordvestlige Sønderjylland, lidt syd for den daværende grænse. Under 1. Verdenskrig hjalp hun unge mænd med at desertere fra Tyskland. Den første, hun hjalp som grænsesluser, var hendes egen bror, der i 1915 var hjemme på orlov.

I vinteren 1914-15 havde Karen Poulsen plads som tjenestepige hos den tyskpatriotiske præst i Sønder Hygum, hvor der var indkvarteret tyske soldater i præstegården. Ved at indsmigre sig og snyde grænsevagterne lykkedes det hende at hjælpe unge mænd over grænsen. Senere på året fik hun ansættelse ved Foldingbro Kro og derefter Gjelsbro Kro, der begge lå tæt ved grænsen, og her fortsatte hun sit arbejde som grænsesluser. I 1916 fortsatte hun med at hjælpe folk over grænsen, denne gang fra Aarupgaard, der også lå tæt ved grænsen. Ud over at hjælpe desertører formidlede Karen Poulsen også breve og varer over grænsen.

I 1917 blev Karen Poulsen stævnet for krigsretten i Christiansfeld for grænsesluseri, efter at de tyske myndigheder havde overvåget, hvad der foregik ved Aarupgaard. Hun blev ikke dømt, men det var nu for farligt at være grænsesluser, og aktiviteten ophørte. Man ved ikke, hvor mange Karen Poulsen hjalp som grænsesluser, tallet er anslået til 200-400.

Efter 1. Verdenskrig blev Karen Poulsen gift og blev konditorkone i København.