Bovlund Frimenighed

Bovlund frimenighed var den anden af de seks sønderjyske frimenigheder, som blev oprettet i den preussiske tid fra 1864 til 1920. Den første var i Rødding, og netop de to frimenigheder eksisterer fortsat den dag i dag. Menigheden i Bovlund blev oprettet i 1879 og fik sin kirke i årene 1896-97. Inspirationen var klart grundtvigsk og imod fortyskningen af Sønderjylland, som det preussiske fremmedherredømme ønskede.

Menighedens første præst var L.B. Poulsen, som var skolelærer i Rangstrup. Han havde deltaget i krigen i 1864. I 1867 blev han afskediget af preusserne, da han nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning. Han flyttede med sin unge kone til Bovlund, hvor de tog ophold hos hendes mor, men kort efter krævede preusserne, at han skulle aflægge soldatereden, eftersom han havde været med frivilligt i 1864. Den ed ville Poulsen ikke aflægge,og for at undgå at blive tvunget til det, flygtede han til Kongeriget, hvor han i nogle år var forstander for Vejstrup Højskole på Fyn.

I foråret 1870 var han tilbage i Bovlund, idet en kreds af familier her havde bedt ham om at holde skole for deres børn. Straks efter hjemkomsten begyndte han at holde husandagter om søndagen hos sin svoger Bunde Refslund “den yngre”, hos hvem han boede indtil han fik sit eget hus bygget færdigt. L.B. Poulsen blev nu denne kreds´ ordfører både folkeligt og kristeligt. Da Poulsens hus var færdigt flyttede disse møder til “Salen” - en mødesal han havde ladet indrette i gavlen af sit nye hus. Med mellemrum arrangerede han også større møder, hvor præster og højskolefolk fra Kongeriget kom og talte. Møderne, hvor en præst talte, udviklede sig snart til fuldstændige gudstjenester med dåb og nadver.

De preussiske myndigheder forbød i 1874 præster fra Danmark at prædike og forrette kirkelige handlinger i Sønderjylland og lagde samtidig alle tænkelige hindringer i vejen for en fri forkyndelse. Det faldt derfor denne kreds naturligt at bede L. B. Poulsen blive deres præst, og den 19. november 1879 blev han ordineret. Bovlund Frimenighed var begyndt. Kirkerummet var “Salen”.

I 1890´ernes første halvdel var man omkring 60 medlemmer, og det begyndte at knibe med at kunne samles alle på én gang i Poulsens Sal. Det blev besluttet at bygge kirke, og menigheden begyndte at samle penge sammen og købte grund. Arkitekt Bentsen, Vallekilde, tegnede, og i 1896 stod Bovlund Frimenigheds Kirke færdigbygget - som den første frimenighedskirke i landsdelen. Kirken kunne dog på grund af de tyske myndigheders utallige hindringer først tages i brug efter fire år i 1900.

L.B. Poulsen virkede som menighedens præst indtil 1916, hvorefter man klarede sig med gæstepræster frem til 1919, hvor L.B. Poulsen døde lige før afstemningen og Genforeningen i 1920. Efter Genforeningen havde man igen lov til at tro og mødes som man ville. Nu kunne Grundtvigs inspirende tale om folkelig og åndelig frihed frit udfolde sig og der kom igen danske sognepræster til landsdelen. Nogle frimenighedsmedlemmer valgte at gå tilbage til deres sognekirke, men de fleste blev, skønt de ofte havde en længere vej til frimenighedskirken end til sognekirken.

K.J. Bønløkke, som var præst i frimenigheden fra 1971 til 1980, skriver i jubilæumsskriftet i anledning af frimenighedens 100 års jubilæum, at grunden til at de fleste blev i frimenigheden efter Genforeningen var “kærlighed til det fri menighedsliv, man under trange - men alligevel rige kår - havde vokset sig ind i, og kærlighed til det fællesskab man dér var blevet en del af og følte sig hjemme i. Det var kun få af dem der dannede de sønderjyske frimenigheder som af princip var frimenighedsfolk, men de havde levet sig til at blive det, sådan at de nu følte sig hjemme i frimenigheden og ikke kunne tage skridtet tilbage uden at føle det som et tab. Dertil kom, at der i årene efter 1920 kom en del unge fra Danmark til egnen som havde været på højskole og var blevet optaget af Sønderjyllands skæbne - mange af dem stiftede hjem her, og for dem, hvoraf også nogle kom fra fri- og valgmenighedskredse, var det naturligt at finde det kirkelige tilhørsforhold i frimenigheden i Bovlund.”

L.B. Poulsens afløser blev N.A. Jensen, som virkede fra 1919 til 1922. Han kom fra København og Vallekilde og en snes års virke som præst i Jernved ved Ribe. Ofte blev han under fremmedherredømmet smuglet over grænsen for at tale i sønderjyske menigheder og forsamlingshuse, ligesom han havde indbudt sønderjysk ungdom til stævne i Jernved. Under 1. verdenskrig havde han arbejdet blandt sønderjyske krigsfanger først i Aurillac, siden i Rusland. Det var vanskelige år for frimenigheden, som var lille og spredt. Berthaline Refslund skrev i 1968 om N.A. Jensen: “Poulsens afløser blev den rigt begavede og veltalende pastor Jensen. Ved ham kom vort kære danske sprog i sin fineste klædning til os.” N.A. Jensen blev i 1922 sognepræst i Møgeltønder.

Hans efterfølger blev Marius Olsen. Det var til ham menigheden byggede præstegården i 1929. Marius Olsen konsoliderede frimenigheden, ikke mindst i kraft af den lange årrække, han var menighedens præst, helt til 1951 - i alt 29 år. Det var ligeledes Marius Olsen, som utrætteligt førte an i frimenighedens arbejde for at støtte Anne Marie Petersen, som havde grundlagt pigeskolen Seva Mandir i Porto Novo i Sydindien - en støtte som stadig fortsættes, nu gennem genbrugsbutikken “Tøj & Ting” på hovedgaden i Agerskov.

Menighedens tre første præster ligger alle begravede på Bovlund Frimenigheds Kirkegård.

Marius Olsens blev efterfulgt af C.H. Wulff, som virkede i Bovlund fra 1951 til 1971. Wulff og fru Anna Wulff fortsatte Marius Olsens arbejde med ungdommen. Wulff havde tilbragt mange år i Amerika, først som landbrugsstuderende og senere som præst for en dansk menighed. Tiden i Amerika fyldte ganske naturligt en stor del af konfirmandtimerne - Wulff var en glimrende fortæller.

I august måned 1971 ordinerede biskop Dons Christensen C.H. Wulffs afløser, som blev K.J. Bønløkke - den femte præst i rækken siden menighedens grundlæggelse. Bønløkke og hans hustru Kirsten kom fra et arbejde i de frie skoler, som naturligt havde ført dem ind i det grundtvigske liv og virke. Med dem som præstepar fortsatte menigheden sin udvikling i “et jævnt og muntert virksomt liv” frem mod firserne. I Bønløkkes tid skiftede menigheden salmebog, idet man gik over til Den Danske Salmebog. Menigheden anskaffede sig også et nyt orgel, som blev taget i brug i 1977. Endelig fejrede frimenigheden sit 100 års jubilæum i 1979 med udgivelse af et jubilæumsskrift - samt afholdelse af De Grundtvigske Valg- og Frimenigheders Årsmøde. Søndag d. 20. juli 1980 holdt Bønløkke afskedsprædiken og efter gudstjenesten takkede menigheden for ni gode år og ønskede held og lykke til Bønløkkes nye arbejde som sognepræst i Ølsted.

Herefter kom to hurtige præsteskifter. Bønløkke afløstes af Kjeld Kristensen, som rejste efter blot to år. Kjeld Kristensen var sparekassedirektør i Ålborg, men måtte grundet sygdom kvitte sit job. Derefter studerede han teologi i England, og på et besøg hos en god ven i Haderslev, hørte han at frimenigheden søgte en præst. Egnen trak også i ham, idet hans slægt stammede fra dette område. Hans store indsigt i mange ting blev menigheden til gavn og glæde.

Den 10. december 1982 tiltrådte Erling Pallesen som præst i frimenigheden. Han kom fra Tønder, hvor han underviste i kristendomskundskab på øvelsesskolen ved seminariet. Også han og fru Dagmar Pallesen rejste efter blot et par år. Pallesens prædikener bar præg af den grundtvigske tankegang.

Til Pallesens efterfølger valgte man dr. phil. Britt Tryde Haarløv, som virkede fra 1985 til 1992. Britt Haarløv blev taget imod med åbne arme, og kastede sig ud i arbejdet - bl. a. arbejdede hun energisk - sammen med andre i frimenigheden - for at få bygget en ny længe til præsteboligen, således at der kunne blive en fin konfirmandstue. Det lykkedes at samle penge og kræfter til byggeriet, som stod færdigt i 1990. I 1992 stopped Britt Haarløv og blev ansat som sognepræst i Kliplev. I efteråret 1992 fik frimenigheden ny præst, Sten Kaalø, som kom fra København. Kaaløs imødekommende og rolige gemyt, samt hans samarbejdsevne, var netop, hvad menigheden havde brug for efter den lidt turbulente periode.

De øvrige frimenighedskirker i Sønderjylland er Haderslev, Rødding, Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa, Skærbæk (Emanuel) og Sundeved.

Litteratur:
Thade Petersen: “De sønderjydske frimenigheders Historie”.
Asger Højmark og Uffe Hansen: “De grundtvigske Fri- og Valgmenigheder”.
Marten Refslund Poulsen: “Erindringer”.
Betty Schultz, Laust-H. Jessen, Kirsten og Johs. Bønløkke: “Bovlund Frimenighed 1879-1979”.