Christian 3., 1503-1559, dansk konge
Konge af Danmark-Norge fra 1536, men allerede hyldet 1534 i Jylland som dansk konge, søn af hertug Frederik af Holsten-Gottorp (senere Frederik 1.) og Anna af Brandenburg, gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Far til bl.a. Frederik 2., Magnus og hertug Hans den Yngre.
Christian voksede op på Gottorp Slot og blev som sin far opdraget i et tysk miljø. Han var som ganske ung på en længere udlandsrejse (med Johann Rantzau som hofmester), hvorunder han i 1521 overværede rigsdagen i Worms, hvor Luther forsvarede sine teser over for den tyske kejser og rigsdag. Denne begivenhed gjorde et voldsomt indtryk på både Christian og hans hofmester Johann Rantzau, der begge forblev overbeviste lutheranere. Christian var også sammen med Johann Rantzau under Frederik 1.'s erobring af Danmark i 1523.
I 1525 blev Christian gift med den 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Umiddelbart før fik han som hertug overdraget den nordligste del af Slesvig, nemlig Haderslev amt og Tørning Len. At Christian fik et så beskedent område skyldtes formentlig, at han var glødende lutheraner og dermed en risiko for hans far, Frederik 1., som var langt mere forsigtig anlagt. Han overtog straks ikke alene de verdslige beføjelser, men også kirkestyret og bosatte sig på Haderslevhus. På dette tidspunkt blev der allerede i adskillige kirker i Slesvig prædiket luthersk af bl.a. Hermann Tast og Diedrich Becker i Husum. I Haderslev tilsluttede Johann Alberdes sig den lutherske forkyndelse meget tidligt - om ham ved vi nemlig, at han havde en giftefærdig datter i 1537. Han må derfor have brudt cølibatet allerede i 1521/22.
Christian tog straks fat på at gennemføre Reformationen i sit lille hertugdømme. Hans forbillede var nyordningen af kirkelivet i kurfyrstendømmet Sachsen, gennemført under opsyn af Luther selv. Hertugdømmet Haderslev/Tørning er således sammen med Sachsen og Königsberg de tre første reformerte områder i Europa, og hvad hertug Christian her udvirkede, fik senere stor betydning for fyrstekirken og senere statskirken i det øvrige Slesvig-Holsten, Danmark og i Norge.
Det første konkrete skridt hertug Christian tog var ad administrativ vej at afskedige provsten for Haderslev kollegiatkapitels område, Johann Wulf. Han var en typisk skikkelse inden for den katolske kirke, mere optaget af at sørge for sit eget jordiske end for åndelige anliggender. Hertugen overtog selv styret i provstiet og udsendte som det første et kaldsbrev dateret den 20. august 1525 til sognepræst Hans Sørensen i Vonsbæk nord for Haderslev Fjord, hvori han krævede, at præsten skulle "prædike Guds ord", hvilket vil sige i nøje overensstemmelse med Bibelen og uden tilføjelse af middelalderlige, katolske "fabler".
På samme tid klagede biskoppen i Ribe til kongen over, at bønder i Brøns og Farup sogne kun ville give hvert femtende og ikke hvert tiende neg til biskoppen. Denne klage og det efterfølgende brev fra kongen, hvori han beder sin søn om at hindre sligt "for at ikke oprør eller uroligheder skal opstå blandt vore undersåtter, således som det har været tilfældet i andre lande" (den tyske bondekrig 1524-25) kunne hertug Christian ikke sidde overhørig.
Men hertug Christian var effektiv. Allerede inden udgangen af 1527 havde han sørget for, at der var ansat lutherske præster i så godt som alle købstæder i Sønderjylland (Flensborg). Næst efter Haderslev, hvor Christian 3. allerede i 1525 havde ansat Johann Wenth som lektor efter Johann Alberdes, som var blevet hofpræst hos Frederik 1., og i 1526 Eberhard Weidensee som provst, blev Husum den by, hvor den romersk-katolske messe først blev bragt til ophør. Samtidig slog den folkelige opbakning til reformationen nu igennem i det øvrige Slesvig-Holsten. Tiggermunkeklostre blev lukket, i købstaden Slesvig blev franciskanerklosteret omdannet til hospital i 1528 og klosterets kirke til rådhus. I Flensborg blev klosteret ligeledes omdannet til hospital. Overalt var den gamle kirke vigende og man kan sige, at Christians reformationsprojekt i hertugdømmerne (med faderens billigelse) var gennemført ved udgangen af 1528.
I samme periode tog Christian initiativ til en ny kirkeordinans, som præsterne fik med sig hjem ved mødet i 1528. Artiklerne var skriftligt udformede, "Artickel vor de kerkheren vp den Dorpern" - en ny kirkeordinans for landsbypræsterne i den hertugelige landskirke. Herved sikrede hertugen en ensartet liturgi og den rette lutherske fortolkning af de bibelske tekster.
Efter Frederik 1.'s død lod hertug Christian sig i juni 1533 arvehylde på egne og på hans umyndige halvbrødres vegne på en landdag i Kiel (under ledelse af Johann Rantzau), men på herredagen i København kunne der ikke, på trods af henstillinger fra det slesvig-holstenske ridderskab, opnås enighed om valget af Christian. I stedet blev det besluttet at udsætte valget i et år, formentlig for at holde den luthersk begejstrede Christian væk fra tronen og give den katolske kirke tid til at styrke sin position. Men med sig hjem fik de slesvig-holstenske dog en "unionsaftale", som endnu en gang understregede, at kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten var to jævnbyrdige og politisk selvstændige stater.
I fraværet af en stærk konge udbrød nu Grevens Fejde, som førte til at Christian 3. blev konge i hele Danmark.
Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og blev begravet i Sankt Knuds Kirke i Odense. I 1578 overførtes hans kiste til Roskilde Domkirke. Hans gravmæle er, som faderens i Slesvig Domkirke, udført af den nederlandske kunstner Cornelis Floris.
Christian 3.'s valgsprog var "Ske din vilje, Herre"
Litteratur:
H.V. Gregersen: "Reformationen i Sønderjylland". Skrifter udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa, 1986.
