Diger

Formålet med inddigning var at skabe nyt landbrugsland samt sikre sig med bedre og bedre diger. Dyrkbart land er meter for meter flyttet ud mod vest. Fra digekronernes veje kan man se det flade marskland omgivet af diger, stribe efter stribe, marsk, dige, marsk, dige. Et mønster, der fortæller om flere hundrede års arbejdsindsats.

Fra Danmarks grænse til Ejderen, er der i alt inddiget 133 kog. Digerne har ændret sig gennem tiderne, de første diger fra omkring år 1000 var lave. Man forhøjede bare forlandskanten og byggede småveje mellem værfterne, som er kunstige forhøjninger, hvorpå man anlagde sine bygninger. Senere byggede man lidt større sommerdiger, så høet kunne holdes tørt. Det har været et kæmpearbejde at bygge dem. Mænd har med slid og muskelkraft med primitive redskaber skabt disse rygge i landskabet.  

Et teknologisk kæmpeskridt blev gjort med opfindelsen af trillebøren. En hollandsk digebygger, kaldet Johann Rollwagen, eller Johan Trillebør, bragte trillebøren hertil omkring 1600. Johan Rollwagen bragte også ny viden, digerne skulle være ”flake”. Dette var starten på en stor inddigningsaktivitet de næste  par hundrede år, hvor der blev inddiget 38 kog.

Digerne blev før Johan Trillebør bygget stejle, sommetider forstærket med et træbolværk mod havsiden. Træ mistede sin betydning ved digebyggeri omkring 1700, da pæleormen kom til Vadehavet. Digerne havde en stejl for- og bagkant. Man byggede så at sige en mur, for at holde vandet ude. Det var helt galt, digerne blev igen og igen smadret af stormfloderne. I stedet mente Johan, at de skulle være brede og flade så bølgerne kunne løbe kraften af sig op ad diget, ”den flake form”. Det viste sig at være en rigtig teori. Først i vore dage, har man fundet ud af at bagsiden også skal være let skrånende, ellers risikerer man at digerne eroderes væk bagfra af bølgeoverslag.

Byggematerialet har gennem tiderne ændret sig. Hvor mange af de gamle diger er lavet af klæg, er de moderne diger lavet med en kerne af indpumpet havsand, dækket med klæglag og græstørv. I nogle tilfælde er ydersiden, asfalteret eller sikret med sten eller beton. Ved digegennembrud opstår en veele eller et høll. Et dybt hul graves, hvor vandet strømmer ind med stor kraft, materialet spredes ind over kogen. Man kan ofte se disse veler som små søer i landskabet, ofte slår det reparerede dige et slag uden om.

Undertiden kan man bag et dige finde et stort og dybt vandfyldt hul. Det kaldes "en wehle" og er et sikkert tegn på, at der har været et digegennembrud på dette sted.

Der var meget skrappe regler for vedligeholdelse af digerne. F.eks. kunne det være forbundet med dødsstraf, hvis man lod sit kvæg græsse på digerne, fordi dyrenes klove ødelægger det beskyttende græslag på diget og dermed svækker det. Får er det eneste dyr som får lov at græsse på digerne fordi fårenes hove ikke skader græsset.

I Ejdersteds digeforordning fra 1595 hedder det f.eks.: Den der gennemgraver diger, eller afhugger ankre, pæle, skotter og brædder fra planke- og bolværkerne, skal med rebet bringes fra livet til døden".

En anden håndfast regel udtrykkes i "Vil du ikke dige, må du vige". Hvis man ville nyde godt af den frugtbare jord inden for diget, måtte man også bidrage til vedligeholdelse af diget. Princippet udtrykkes i sætningen "Intet land uden dige, intet dige uden land". Såkaldte "digegrever" havde (og har fortsat) tilsyn med digernes vedligeholdelsestilstand.

Det nyeste dige i det dansk-tyske Vadehav er Det fremskudte Dige, som beskytter Tønder-marsken mod stormflod. Diget løber fra Emmerlev Klev vest for Højer til Hindenburg-dæmningen og har ved digefoden en bredde på ca. 100 meter.