Fårhuslejren

Interneringslejr som blev oprettet under retsopgøret efter befrielsen den 5. maj 1945 i den tidligere Frøslevlejr, der under besættelsens sidste år havde været anvendt til internering af danske frihedskæmpere, politifolk m.fl. Navneændringen blev gennemført den 1. juni 1945 og er begrundet med, at der ikke skulle ske forvekslinger mellem at have siddet i Frøslevlejren og Fårhuslejren. Der var i Fårhuslejren en meget høj grad af kontinuitet fra Frøslevlejren. Bygningernes anvendelse og sikringen af lejren var stort set den samme ligesom persongalleriet, der tog sig af de interneredes forplejning, hovedsageligt bestod af ledende fanger fra Frøslevlejren. Også de tyske lejrreglementer og -strukturer fra Frøslevlejren blev i vid udstrækning anvendt i Fårhuslejren. Poul Martin Digmann, som under tysk fangenskab i Frøslevlejren var udnævnt til dansk lejrleder og forbindelsesofficer mellem fangerne og den tyske lejrledelse, blev efter befrielsen udnævnt til lejrkommandant i Fårhuslejren.

Mange fra det tyske mindretal i Sønderjylland (som udgjorde ca. 30.000 mennesker svarende til ca. 15 % af den samlede befolkning) blev interneret i Fårhuslejren de første par år efter befrielsen men procentdelen af rigsdanske fanger steg efter årsskiftet 1947-48. Det skyldtes især mindretallets selvvalgte skæbnefællesskab med Nazi-Tyskland og deraf følgende modsætning til Danmark. Heri lignede det tyske mindretal i Sønderjylland andre tyske mindretal i Europa, som også lod sig nazificere efter Hitlers magtovertagelse i 1933. I Sønderjylland kulminerede nazificeringen i 1938 med Jens Møllers ubestridte lederskab af NSDAP-N. Flere end 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig frivilligt til tysk fronttjeneste, fortrinsvis i Waffen-SS. Desuden gjorde medlemmer af mindretallet tjeneste på hjemmefronten i diverse bevæbnede og uniformerede korps.

De stærke nationale spændinger kom til udløsning efter den 5. maj 1945. Frøslevlejren blev straks efter den tyske kapitulation anvendt til interneringer og i løbet af en måneds tid nåede man op på 3.200 indsatte, helt overvejende mænd fra det tyske mindretal, som havde forrettet uniformeret tysk tjeneste som frontfrivillige, Zeiltfreiwillige og Selbstschutzmedlemmer. I de første måneder efter befrielsen var lejren under modstandsbevægelsens kommando. I denne periode er der uden tvivl forekommet vold mod de internerede, selv om det ifølge lejrreglementet var strengt forbudt. Lejren var gennemsyret af kadaverdisciplin og tonen over for de indsatte har været både ydmygende og hård. I de tilfælde, hvor trusler, vold, tyverier og umotiveret skyderi forekom, var det et udslag af enkeltpersoners manglende disciplin. Disse forhold blev først bragt i orden da fængselsvæsenet i januar 1946 overtog bevogtningen af lejren

Den 5. august overtog fængselsvæsenet administrationen af Fårhuslejren. På det tidspunkt var antallet af internerede bragt ned på ca. 600, mens der var næsten 2.000 arrestanter, som havde været igennem et grundlovsforhør. I praksis foregik det sådan, at man som interneret henhørte under modstands-bevægelsen (som formelt ikke var identiskmed danske myndigheder). Først når internerede blev overført til dansk politi, havde de krav på et grundlovsforhør inden for 24 timer. I alt var ca. 5.000 personer indsat i Fårhuslejren i perioden fra befrielsen til lejren blev afviklet i oktober 1949.

Fårhuslejren blev nedlagt i 1949 og kaldes i dag Frøslevlejren.

Læs også en anmeldelse af historiker Henrik Skov Kristensens bog "Straffelejren" i Magasinet Grænsen her.

Kilde:
"1864 - og historiens lange skygger". Udgivet af Carsten Jahnke & Jes Fabricius Møller, Ihleo Verlag, Husum 2011.
Litteratur:
Henrik Skov Kristensen: "Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret." Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2011.