Retsopgøret

Kompleks af love og domme, som blev vedtaget umiddelbart efter befrielsen den 5. maj 1945 med henblik på at gøre ansvar gældende over for personer, som under besættelsen havde deltaget i tysk krigstjeneste, deltaget i angiveri over for besættelsesmagten eller havde haft økonomisk eller andet samarbejde med med besættelsesmagten. Lovene virkede med tilbagevirkende kraft.

På grund af det tyske mindretal fik retsopgøret et særligt omfattende forløb i Sønderjylland, selvom mindretallet blev dømt efter helt samme lovgivning som andre danslke statsborgere. Godt 3.000 hjemmetyskere, svarende til 25 % af samtlige dømte danske landsvigere, blev interneret, varetægtsfængslet, dømt og indsat til afsoning henholdsvis i Sønderborg Slot og Fårhuslejren. Hovedårsagen var tysk krigstjeneste enten på udefronten i Waffen-SS eller på hjemmefronten i uniformerede og bevæbnede korps. Mindretallets institutioner, bl.a. de fleste skoler, blev lukket efter befrielsen. En række bombeattentater mod tyske monumenter og hjemmetysk ejendom i maj-juni 1945 understregede opgørets alvor og skabte en dyb kløft mellem dansk- og tysksindede i de næste årtier. Mange i mindretallet opfattede retsopgøret som uretfærdigt og mente, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i. De var også opbragte over at blive dømt efter en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den sønderjyske modstandsbevægelse havde krævet, at de af mindretallets medlemmer, der blev dømt for uniformeret tysk tjeneste, skulle fratages dansk statsborgerskab og udvises fra Danmark. Det skete dog ikke trods stor folkelig opbakning hertil.

Retsopgøret må betegnes som moderat sammenlignet med andre lande, hvor tyske mindretal blev fordrevet, led tab af ejendom og blev efterstræbt på livet.

Af Henrik Skov Kristensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.