Frøslevlejren

Baggrund
Lejrens indretning
Hausordnung
Organisation
Tyskernes løftebrud
Befrielsen

Baggrund for lejrens oprettelse.

Under besættelsen blev der fra bruddet den 29. august 1943 sendt mange danske modstandsfolk til tyske koncentrationslejre. For at standse deportationerne foreslog det danske departementschefstyre (udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen) oprettelse af en interneringslejr på dansk jord. Man håbede herved at kunne mildne følgerne af de hårde, tyske domme og forhindre yderligere deportationer af danske borgere. Forslaget vandt ikke i første omgang gehør, men i løbet af marts 1944 blev man i forhandlinger med den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best enige om for dansk regning, men efter tyske anvisninger, at opføre en sådan interneringslejr.

Det var en forudsætning for dansk medvirken, at alle danske deporterede førtes tilbage til Danmark, og at der ikke fandt yderligere deportationer sted. Dr. Best bekræftede, at han ville gå ind for dette krav. Når lejren var færdig, kunne alle danske, der var sendt til Tyskland, føres tilbage, dog ikke jøderne.

Det var tyskernes udtrykkelige forlangende, at lejren skulle ligge nær grænsen i den sydøstlige del af Sønderjylland. Opførelsen af Frøslevlejren - eller Polizeigefangenenlager Frøslev - blev påbegyndt i foråret 1944 og først afsluttet nogen tid efter, at lejren var taget i brug i midten af august 1944.  Lejren var beregnet til 1.500 mand, men den kom snart til at rumme mange flere, og deportationerne til tyske kz-lejre fortsatte imod de givne løfter. Det var det tyske sikkerhedspolitis chef i Danmark, SS-Standartenführer under Oberst der Polizei Otto Bovensiepen, som lagde retningslinierne fra lejrens drift, mens lejrens første kommandant var SS-Sturmbannführer Hillgärtner, der i december 1944 afløstes af SS-Hauptsturmführer Schriever.

Lejrens indretning

Lejrområdet fik form som en stor femkant. I hvert hjørne var et vagttårn, der var bemandet døgnet rundt og bevæbnet med et maskingevær og en kraftig projektør. Lejren var omgivet af højt pigtrådshegn og blev yderligere sikret med et bælte af landminer.

Midt gennem lejren gik landevejen mellem Frøslev og Fårhus. Vejen blev afbrudt, da lejren blev bygget. Vest for vejen lå de tyske administrations- og mandskabsbarakker, og øst for vejen lå, indhegnet af pigtråd, den egentlige fangelejr med barakkerne placeret i en halvcirkel omkring hovedvagttårnet midt i lejren. Lejrgaderne udgik som eger i et hjul fra dette tårn, så de let kunne beskydes

Som en særlig afdeling midt i fangelejren lå, omgivet af pigtrådshegn, de to barakker, der var tildelt kvindelige fanger. Kvinderne havde meget ringe plads at bevæge sig på.

Hausordnung

Frøslevlejren blev taget i brug den 13. august 1944, da 741 fanger fra interneringslejren i Horserød (der ind til den 29. august 1943 havde været underlagt det danske fængselsvæsen, men nu overtaget af tyskerne) ankom. Horserødlejrens tyske personel med kommandanten SS-Sturmbannführer Hillgärtner i spidsen flyttede med til Frøslevlejren.

På direktør Nils Svenningsens forslag havde dr. Best indvilget i, at det danske fængselsvæsen også i den nye lejr tog sig af fangernes kostforplejning, medicinalleverancer og visse andre forsyninger. Dette arrangement gav Frøslevlejren en særstilling sammenlignet med de andre tyske fangelejre i Europa, og gennem fængselsvæsenets folk kunne både de danske myndigheder og modstandsbevægelsen følge med i, hvad der skete i fangelejren. Den danske Forvaltning fik til huse i en barak uden for lejrområdet.

Dette lempelige vilkår stod i skarp modsætning til lejrens "Hausordnung", der var omfattende og kategorisk, og i virkeligheden umulig at overholde. I henhold til "Hausordnung" skulle enhver straffes, der:

- løj over for bevogtningsmandskabet,
- fremsatte ironiske eller nedsættende bemærkninger til og om dette,
- undlod at hilse enhver tysker,
- meldte sig syg uden grund,
- vægrede sig ved at udføre pålagt arbejde,
- skriftligt fremsatte nedsættende bemærkninger om førende tyske personligheder eller forholdsregler iværksat af det tyske rige,
- førte politiske diskussioner,
- holdt foredrag eller gudstjeneste,
- samlede eller udspredte sande (!) eller usande rygter om lejren,
- forsøgte flugt eller var andre behjælpelig til flugt eller forberedelse hertil.

Straffene bestod bl.a. i trusler om deportation til tysk koncentrationslejr, mørk arrest på vand og brød, ofte uden tæpper og madras, forbud mod at modtage breve, pakker og besøg, fratagelse af kakkelovnen på en stue, forbud mod rygning m.v. Alle former for straf nåede at blive praktiseret, men normalt slap man med truslerne. Bevogtningsmandskabet var ikke i stand til at gennemtvinge at de mange bestemmelser blev overholdt, og ikke alle var vel lige nidkære i tjenesten.

Til det tyske kommandantskab var knyttet en stab på 15-20 SS'ere, nogle kontorfolk og danske tolke. Vagtmandskabet bestod af knap 300 "rekonvalescenter", dvs. lidt ældre tyske soldater som led af småskavanker og skrøbeligheder og derfor for et par måneder havde fået lettere vagttjeneste.

Lejrens organisation

Tyskerne ønskede, at fangerne fik et vist, om end begrænset, selvstyre. Den tyske kommandant udpegede en dansk lejrchef. Denne var ansvarlig for ro og orden blandt fangerne og fungerede som forbindelsesofficer til tyskerne. Kaptajn Roar Ploug var den første lejrchef, men fra midten af september 1944 til den 5. maj 1945 beklædte kaptajn Poul Martin Digmann (senere generalmajor og chef for Hjemmeværnet) dette lidet misundelsesværdige "embede".

Til hjælp for den danske lejrchef blev der oprettet forskellige afdelinger - administrationskontorer om man vil. Et lejrkontor med sekretariat formidlede kontakten med den tyske forvaltning og tog sig af henvendelser om besøgstilladelser, postforsendelser m.v. Driftskontoret forestod lejrdepotet og førte et folkeregister over fangerne. Bygningskontoret havde en tegnestue, og man forvaltede her arbejdshold og de materialer, der var til rådighed. Værkstedskontoret tog sig af driften af de værksteder, der blev oprettet i lejren. Et lejrpoliti og en klageret supplerer billedet af fangelejrens organisation. På alle områder kunne lejrledelsen indsætte kvalificerede folk i ledelsen af de forskellige tjenestegrene, ofte specialister, der var det tyske personel overlegne.

I hver af fangebarakkerne havde en barakformand ansvaret for ro og orden. Barakformænd og kontorledere mødtes daglig med lejrchefen til "sognerådsmøde", hvor man drøftede alle vigtige spørgsmål og gennem lejrchefen modtog tyskernes mange - ofte modstridende - forordninger. Sognerådsmøderne var kun rådgivende. Lejrchefen havde den endelige afgørelse og var ene om ansvaret. P.M. Digmann har senere udtalt: "Man kan vel - med det forløb, udviklingen fik - kalde denne styreform en sund kombination af demokrat og oplyst enevælde!"

Tyskernes løftebrud

Den første måneds tid i Frøslevlejren forløb roligt. Stemningen blandt fangerne, "Häftlingene", var forholdsvis tryg. Men allerede den 11. september skete den første skelsættende begivenhed i lejrens korte historie. En af fangerne, Preben Pedersen, kom af vanvare for nær pigtrådshegnet og blev uden videre skudt ned af en tysk vagtpost. En mindesten er efter krigen rejst på drabsstedet.

Få døgn efter, den 15. september 1944, ramtes Frøslevlejren af en katastrofe, der rystede ikke blot lejrens fanger, men hele den danske befolkning. Næsten 200 fanger blev ført til koncentrationslejrene i Tyskland. Kun godt og vel halvdelen af dem vendte levende tilbage. Deportationen var et klart brud på de tyske løfter, der var afgivet før lejrens oprettelse. I forbitrelse over deportationen nedlagde jernbanearbejderne i Padborg arbejdet. Strejken bredte sig op gennem Jylland, og dagen efter, den 16. september, proklamerede Danmarks Frihedsråd en landsomfattende proteststrejke, der varede til den 18. kl. 12.00.

Dagen efter, den 19. september, satte tyskerne det danske politi og Grænsegendarmeriet ud af spillet. Hen ved 1.700 politifolk førtes med skib fra København til Tyskland. Fra de større byer i Jylland og på Fyn ankom i de følgende dage ca. 300 betjente til Frøslevlejren, hvorfra de fleste få uger senere blev sendt til kz-lejrene.

Af Grænsegendarmeriets ca. 330 mand indsattes 287 i Frøslevlejren. Gendarmerne regnede med en forholdsvis kort internering, men ca. halvdelen, 141 mand, blev deporteret til Tyskland, hvor 37 gendarmer omkom.

Tysklandstransporterne blev den fare, der til stadighed truede Frøslevlejrens fanger. Deportationerne ramte i flæng, ingen kunne føle sig sikker. Der afgik otte større transporter fra Frøslevlejren:

15. september 1944

196 personer

25. september 1944

288 personer (politifolk)

5. oktober 1944

190 personer (heraf 141 gendarmer)

20. oktober 1944

196 personer

29. november 1944

118 personer

21. december 1944

112 personer

12. januar1945

226 personer

16. februar 1945

252 personer

Hertil kommer nogle mindre transporter. Over 1.600 frøslevfanger blev ført til tyske koncentrationslejre. Mange vendte aldrig tilbage.

Befrielsen

Den 4. maj 1945 om aftenen hørte man befrielsesbudskabet fra England i de illegale radioer. Næste morgen gik lejrchefen P.M. Digmann og den daværende politiadjudant for Sønderjylland, politimester Brix, til Hauptsturmführer Schriever, der havde afløst Hillgärtner som kommandant. Digmann stillede krav om lejrens overgivelse og fangernes hjemsendelse.

Fangeledelsen havde før befrielsen truffet aftaler med pålidelige folk blandt det tyske mandskab. I givet fald kunne man skaffe sig adgang til de tyske depoter, og man var i stand til at sætte tyskernes telefon, fjernskriver og radiosystem ud af funktion.

Kommandanten nægtede at forhandle, men indså snart at spillet var tabt. Han gik ind på fangernes krav og indvilligede i, at tyskernes højttaleranlæg blev installeret i hovedtårnet inden kl. 12.00. En stor flagstang, som gode frøslevfolk om natten havde bragt ud til Den danske Forvaltning, blev rejst på pladsen ved tårnet. Præcis kl. 12.00 gled det danske flag til tops, og i højttalerne hørte man kongens og statsministerens radiotaler. Umiddelbart efter gav kaptajn Digmann lejren officiel meddelelse om, at nu var alle frie. Der var sat punktum for et ejendommeligt kapitel af besættelsestidens historie. P.M. digmann har siden skildret Frøslevlejren og dens fanger:

"De godt 12.000 fanger, der passerede Frøslev, var, trods alle meningsforskelle, og de var mange, især når fangepsykosen strejfede sin mand, med i et fællesskab, der ikke glemmes. De var der i alle aldre fra 15 til 78 år, af enhver politisk afskygning og indstilling, glade og mavesure mellem hverandre, forstående og samarbejdsvillige, men også kværulantiske og egocentriske, fra alle samfundslag. Stort set var det de ranke rygge, der bar Frøslevlejren i et på ægte dansk lune baseret fællesskab.

Frøslevlejren blev ingen rædsel i sig selv; rædslen var noget, der muligt kunne komme. Her var ingen døde eller torterede i hundredtal, ingen sult, og selv sygdom og elendighed var ikke værre end i det normale liv.

1. juni 1945 blev Frøslevlejren omdøbt til Fårhuslejren, hvor man nu internerede folk, især fra det tyske mindretal i Sønderjylland, som blev anklaget for landsskadelig virksomhed under den tyske besættelse.

I dag anvendes bygningerne i den tidligere Frøslevlejr til en lang række formål, bl.a. museum for selve lejren, hjemmeværnsmuseum, FN-museum, naturskole og efterskole.

Dette er uddrag af Jørgen Mågård: Frøslevlejren, 2. udgave, 2000.

Læs også en anmeldelse af historiker Henrik Skov Kristensens bog "Straffelejren" i Magasinet Grænsen her.

Se Frøslevlejrens Museums hjemmeside.