FUEN, Federal Union of European Nationalities
Federal Union of European Nationalities (FUEN) eller Föderalistische Union Europäischer Volksgruppen (FUEV) er en sammenslutning af europæiske mindretal.
FUEV/FUEN har hovedkontor i Flensborg:
FUEN Secretariat
Schiffbrücke 41
D - 24939 Flensburg
Tlf. 0049 - 461-128 55
Fax 0049 - 461-180 70 9
E-post: info@fuen.org
FUEN's formand er medlem af det ungarske mindretal i Rumænien Loránt Vincze
--------
Den europæiske mindretalsunion FUEN/FUEV blev etableret i 1949 og var oprindeligt en sammenslutning af organisationer for nationale mindretal og regionalistiske strømninger. I tidens løb blev den transformeret til en paneuropæisk interesseorganisation for traditionelle og nationale mindretalsgrupper.
FUEN kaldes på dansk som regel Mindretalsunionen. Den tager sit udspring i den europæiske enhedsbevægelse efter Anden Verdenskrig. Heri spillede ikke mindst føderalistiske og regionalistiske grupper en central rolle. Den ny organisation - der blev besluttet dannet på den første kongres i Paris i april 1949, og som efterfølgende formelt blev grundlagt på den anden kongres i november 1949 i Versailles - opfattede sig selv som en integreret del af Europabevægelsen.
Begrebet "føderalistisk" var således oprindeligt ikke tænkt som en betegnelse for organisationens struktur, men skulle forstås som led i den dengang dominerende føderalistiske stræben efter et samlet, men subsidiært og decentralt organiseret Europa. Frem til begyndelsen af 1960’erne vedblev mindretalsunionen at være del af den internationale Europabevægelse og var - ligesom en række andre organisationer med tilsvarende målsætning - tilmed medlem af dens europæiske centralkomite.
Den ny organisation blev således grundlagt ad to omgange i hhv. for- og efteråret 1949. Imidlertid havde den i begyndelsen endnu ikke fået nogen fast struktur. Først i løbet af de følgende år opstod den organisation, der siden blev kendt under den danske betegnelse Mindretalsunionen. I første omgang blev der grundlagt en Union af Mindretal og Regioner. Samtidig blev der dannet et Forbundsråd af Mindretal og Regioner. Begge organisationer havde fælles bretonsk generalsekretær, der i begyndelsen havde til huse i den franske regionalistbevægelse La Féderations bygning i Paris.
Selv om der i de første år blev gennemført en række forbundsrådsmøder, viste det sig ikke desto mindre snart, at arbejdet måtte lide skibbrud, medmindre det ville vise sig muligt at tilføre nyt initiativ og ny begejstring til arbejdet. Dette førte til, at Forbundsrådet på sit møde i Leeuwarden (i provinsen Frisland i Nederlandene) i sommeren 1950 besluttede, at den Tredje Kongres af Europæiske Mindretal og Folkegrupper skulle afholdes i København i juni 1951.
I mødet i Leuwarden deltog for første gang også direkte repræsentanter for de tre mindretal i det dansk-tyske grænseland: Det tyske mindretal sendte Mathias Hansen, det danske mindretal formanden for ungdomsforeningerne Hermann Tychsen, SSF’s generalsekretær Frants Thygesen samt H. Einfeldt. Nordfriserne sendte en stor delegation på 15 personer under ledelse af Carsten Boysen.
Det var ikke noget tilfælde, at mødet blev holdt hos friserne, eftersom både friserne i Nederlandene og nordfriserne – til dels via eksilkræfter – fra første færd støttede aktivt og engageret op om Mindretalsunionens arbejde. De har kontinuerligt videreført dette engagement frem til i dag, bl.a. med en række fremtrædende repræsentanter såsom Frederik Paulsen, der både var med til at grundlægge Unionen i 1949 og siden varetog forskellige hverv i organisationen.
I Danmark dannede Jørgen Kiesbye Møller, der var dansk medlem af Forbundsrådet, en kongresorganisationskomité, hvor bl.a. danskeren Povl Skadegård blev et aktivt medlem. Skadegård var ekspeditionssekretær i Socialministeriet i København. Da Kiesbye Møller blev udnævnt til landsdommer i Grønland, overtog Skadegård dennes plads i Forbundsrådet. Sammen med en gruppe Sydslesvig-interesserede danskere organiserede Skadegård København-kongressen i 1951, som blev en stor succes. Kongressen kunne dog kun finde sted, fordi den daværende danske udenrigsminister Ole Bjørn Kraft sikrede det økonomiske grundlag. Kraft var tilbage i november 1949 in absentia blevet valgt til Unionens første ærespræsident. Han vedblev med at sidde på denne post, selv om han på intet tidspunkt ydede nogen direkte aktiv indsats i Mindretalsunionens arbejde.
Kongressen blev gennemført på Christiansborg og fik skelsættende betydning for Unionen. På sin vis kan det hævdes, at organisationen blev nygrundlagt i København. I alt fald gik ny kræfter til værks med stor iver og engagement. Således vedtog kongressen at danne et særskilt Informationskontor for mindretal. Den danske politifuldmægtig Per Thaulow blev valgt til det ny kontors leder.
Informationskontoret fungerede frem til oktober 1954 som selvstændig enhed i det europæiske mindretalsarbejde ved siden af Unionens og Forbundsrådets fælles generalsekretariat. Efter at Thaulow trådte tilbage fra sit hverv, blev det på kongressen i Cardiff (Wales) i 1955 besluttet, at informationskontoret skulle lægges sammen med generalsekretariatet.
Informationskontoret nåede forinden at sætte en række informations- og oplysningsinitiativer i værk. Således grundlagde Thaulow bl.a. tidsskriftet "Small Nations", der indeholdt artikler om de enkelte europæiske mindretal. Det var hensigten, at disse bidrag siden skulle indgå i en egentlig håndbog om mindretal i Europa. Desuden udgav kontoret en lille publikation "European Minorities", der bl.a. indeholdt beskrivelser af mindretalsproblemer.
På samme tid fjernede Unionen sig fra sit regionalistiske og føderalistiske udgangspunkt for i stedet lidt efter lidt at blive til en europæisk interesseorganisation for mindretal. Som følge af denne proces forlod de fleste af de oprindelige medlemmer organisationen, selv om Unionen vedblev med at være medlem af den internationale Europa-Union.
Denne udvikling skyldtes ikke mindst, at Povl Skadegård i 1952 blev konstitueret og to år senere blev valgt til ny generalsekretær for sammenslutningen, efter at bretoneren Joseph Martray havde opgivet ævred. I 1954 tog Unionen navneforandring og fik det nuværende tyske navn Föderalistische Union Europäischer Volksgruppen, mens den engelske officielle betegnelse i en tid vedblev med at være Federal Union of European Minorities and Regions. Siden udgik også på engelsk tilføjelsen "and Regions", idet den regionalistiske del var udgået.
Skadegård iværksatte en nyorganisation og fremskyndede vedtægtsændringer. Sammen med sin hustru Jytte blev han altafgørende for Unionens arbejde. Adskillige ny organisationer, der repræsenterede mindretal, men til dels også var eksilorganisationer, meldte sig ind i Unionen, og den forsøgte ihærdigt at opnå international anerkendelse. På trods af gentagne anmodninger og ansøgninger afviste Europarådet imidlertid hver gang at tildele Unionen en rådgivende status. Det lykkedes derfor først i 1989 at blive officielt anerkendt af Europarådet.
Skadegård-familiens centrale betydning varede frem til begyndelsen af 1970’erne. Denne periode var præget af Povl og Jytte Skadegårds engagement og idealisme, men bar samtidig præg af en vedholdende økonomisk kritisk situation for organisationens arbejde. Unionen havde i årtier betydeligt færre indtægter end udgifter. Det lykkedes først at skabe balance mellem udgifter og indtægter, da medlemsorganisationerne med det danske mindretal i Vesttyskland som drivende kraft og med opbakning fra tyskerne i Danmark og i Sydtyrol besluttede sig for at løse problemet. Endvidere ydede den sudetertyske eksilorganisation økonomisk støtte til arbejdet.
Fra dette tidspunkt blev de tre førstnævnte mindretal for alvor de mest betydningsfulde medlemsorganisationer, der kom til at udpege adskillige formænd, næstformænd, generalsekretærer og kasserere frem til i dag. I Povl Skadegårds tid som generalsekretær inddrages også de tyske fordrevne og herunder især sudetertyskerne i Unionens arbejde. Samtidig blev også Skadegård aktiv i initiativer og projekter, som de tyske fordrevne stod for. Skadegård udviklede efterhånden et meget nært forhold til de tysk fordrevne, navnlig de sudetertyske organisationer.
Povl og Jytte Skadegårds indsats var af afgørende betydning for organisationens arbejde. Uden deres engagement og uegennyttige indsats ville Unionen sandsynligvis være gået i opløsning på et meget tidligt tidspunkt. På egen hånd, til dels for egne midler og uden større hjælp fra anden side organiserede de kongresser og gennemførte studieture til mindretal navnlig i Vest-, men i en række tilfælde såmænd også i Østeuropa. Efter Jytte Skadegårds død i 1973 trak Povl Skadegård sig året efter tilbage fra posten som generalsekretær.
Unionen skulle herefter reorganiseres. Endnu engang var det mindretallene i det dansk-tyske grænseland samt sydtyrolerne, der kom til at spille en afgørende rolle. Der blev gjort mange forsøg på at etablere en mere effektiv organisation med et fast og sikkert økonomisk grundlag. I denne sammenhæng stræbte Unionen igen efter anerkendelse ikke blot fra Europarådets, men også fra Europaparlamentets side. Trods gentagne anmodninger kom det dog aldrig til nogen økonomisk støtte fra disse internationale organisationers side. Heller ikke forsøgene på at genoplive mellemkrigstidens nationalitetskongresser havde større held med sig. Det skyldtes formentlig, at nationalitetskongresserne havde fået et dårligt ry blandt mindretal og flertal.
De Europæiske Nationalitetskongresser, der blev afholdt i årene 1925-1938, var både en række kongresser med deltagelse af de fleste organiserede europæiske mindretal og en egentlig organisation. Arbejdet blev domineret af tyske mindretal og af rigstyske interesser – det gælder såvel organisationen som de årlige møder. Dette skete i et interessefællesskab med de store ungarske mindretal samt de ukrainske minoriteter, der ligesom de tyske mindretal arbejdede for grænserevisioner.
I 1927 begyndte Auswärtiges Amt og andre tyske myndigheder i Berlin, der på trods af tyske mindretals ledende rolle indtil da havde haft et køligt eller afvisende forhold til organisationen, at støtte kongressernes arbejde via Verband deutscher Volksgruppen in Europa, som var blevet grundlagt i 1922. Således kom tyske mindretalsinteresser også til at dominere i kraft af økonomisk afhængighed. I 1932 dækkede Berlin organisationens gæld – og denne aktive politik blev fortsat af Hitlertyskland. Den massive tyske støtte til Nationalitetskongressen fortsatte endog, efter at den sidste kongres blev afholdt i 1938. Helt frem til Anden Verdenskrigs slutning fortsatte tyske bevillinger til kongresorganisationen. Heri indgik frem til 1938 bl.a., at Tyskland betalte for, at delegerede for andre mindretal (herunder de ukrainske) kunne deltage i kongresserne.
Fra 1933 blev kongresserne hurtigt instrumentaliseret i nazistisk øjemed. De blev et effektivt redskab for tysk minoritetspolitik. Samme år lykkedes det for de tyske mindretalsdelegerede at forhindre en resolution, der forkastede Hitlertysklands politik over for jøderne. Derefter deltog ingen jødiske delegerede mere i kongresserne. I 1935 lykkedes det for den sudetertyske pronazistiske partileder Konrad Henlein at opnå kontrol med organisationen samtidig med, at han blev enerådende inden for Verband deutscher Volksgruppen. Kongresserne var dermed reelt blevet et nazistisk instrument.
På trods af denne forhistorie, der knytter sig til begrebet nationalitetskongresser, valgte Mindretalsunionen ikke desto mindre at tage tanken om at samle repræsentanter for de europæiske minoritetsgrupper op. Da Unionen i 1985 afholdt en ny (den 15.) nationalitetskongres i Geneve i Schweiz, afstedkom den symbolske manifestation af kontinuitet imidlertid kun en beskeden opmærksomhed. Siden blev selve betegnelsen nationalitetskongresser anvendt til at betegne Unionens årlige arrangementer; men mindretalsunionen var blot en organisation blandt flere og kunne på trods af klart formulerede ambitioner ikke komme til at fungere i forlængelse af nationalitetskongresserne, der på trods af tysk dominans ikke desto mindre kunne samle de fleste europæiske mindretal.
Desuden måtte Unionen konkurrere med en række andre organisationer, der begyndte at formulere krav og iværksætte aktiviteter på vegne og til gavn for europæiske mindretalsgrupper. De keltiske og sydvesteuropæiske mindretal dannede egne fora. Europaparlamentet besluttede tilmed i 1982 at yde økonomisk støtte til det Europæiske Bureau for Mindre Talte Sprog, der fik hovedsæde i Dublin, og som oprettede nationale komitéer i samtlige EF/EU-lande.
Mens denne ny organisation, der satsede på mindre talte sprog, hurtigt opnåede anerkendelse og økonomiske tilskud, slog Mindretalsunionens ihærdige forsøg på at opnå en tilsvarende anerkendelse – og ikke mindst en økonomisk bevilling – fejl. På den anden side opnåede FUEN dog som følge af navnlig sydtyrolske politiske evner og indflydelse at blive anerkendt af Europarådet i 1989 – præcist 40 år efter, at de første forsøg på at opnå en sådan rådgiverstatus var blevet gjort. I 1989 lykkedes det at opnå anerkendelse, efter at den nye FUEN-præsident, sydtyroleren Karl Mitterdorfer, på forhånd havde drøftet sagen med den italienske udenrigsminister Andreotti.
Selv om Mindretalsunionen blev grundlagt i 1949 og dermed samme år som Europarådet, fandtes der ingen forbindelse mellem de to organisationer. Det afholdt dog ikke Unionen fra lige siden 1950’erne at illudere en sådan ved konsekvent at henvise til, at de to organisationer blev oprettet samme år.
Skønt Mindretalsunionen ikke opnåede anerkendelse, gjorde Jytte og Povl Skadegård det på sin vis på vegne af Unionen. Således tilbragte Jytte Skadegård megen tid i Strasbourg i 1950’erne for at pleje kontakte og "lobbye" i forhold til medlemmerne af Europarådets Parlamentariske Forsamling. Povl Skadegård fik i 1954 tildelt et stort stipendium af Europarådet til at udarbejde et forslag til en europæisk konvention om mindretals og regioners rettigheder. Dermed kunne han i de følgende år knytte kontakter til mange potentielt nye medlemsorganisationer.
I 1995 fik FUEN ydermere en rådgivende status i forhold til de Forenede Nationer. Endelig har Unionen deltaget i OSCE’s møder om mindretalsproblemer.
De politiske omvæltninger i Central- og Østeuropa i årene omkring 1989 førte på sin vis til, at Mindretalsunionen blev genfødt. Jubilæumskongressen i Versailles i 1989 var på trods af al begejstring præget af, at FUEN dengang havde svært ved at nå meget længere i sine aktiviteter. Det syntes, som om det ikke ville lykkes at virkeliggøre ambitionerne om at blive den dominerende sammenslutning af mindretal i hele Europa.
Omkalfatringer i Øst ændrede denne situation fundamentalt. Blot to år senere definerede Unionen ny målsætninger på den første kongres, der kunne gennemføres i Østeuropa – nemlig i Budapest (Ungarn) i 1991. FUEN etablerede omgående kontakter til mindretallene i Østeuropa. Dermed blev også de grupper inddraget i arbejdet, som i de foregående 40 år enten kun i kortere perioder eller slet ikke havde kunnet deltage i det internationale mindretalsarbejde.
Det skal dog pointeres, at FUEN på intet tidspunkt havde fortrængt eller glemt mindretallene i Østeuropa. Tværtom iværksatte FUEN i løbet af de foregående 40 år hyppige initiativer med henblik på at etablere kontakter på tværs af Jerntæppet og for at finde samarbejdsformer mellem mindretal i Øst og Vest. De storpolitiske realiteter forhindrede en sådan permanent kontakt. Det ændrede sig først i 1989.
Fra og med 1990 blev en lang række ny medlemsorganisationer optaget i FUEN. Ikke mindst tyske og ungarske mindretal blev hurtigt medlemmer af Unionen. Det skete under tilskyndelse fra den tyske hhv. den ungarske regerings side, der begge støttede FUEN’s arbejde.
I begyndelsen af 2008 har FUEN i alt 84 medlemsorganisationer, der repræsenterer mindretal i 30 europæiske (og dels også asiatiske) stater. Deraf er 44 ordinære og 40 associerede medlemmer. Tyske og tysksprogede mindretal tegner sig for i alt 20 medlemsorganisationer.
I organisatorisk henseende ekspanderede Unionen. Det stillede ny krav til organisationens struktur. Derfor blev det midt i 1990’erne klart, at der måtte ske en professionalisering af Unionen. Det kunne imidlertid kun ske under forudsætning af sikrede økonomiske rammer. I denne sammenhæng kom årlige basisbevillinger fra den tyske delstat Slesvig-Holsten, Sydtyrol og Trient i Italien samt den østrigske delstat Kärnten til at spille en vigtig rolle. Desuden støttede den tyske fond Hermann-Niermann-Stiftung FUEN’s generalsekretariat.
På trods af disse bevillinger måtte det ved årtusindskiftet ikke desto mindre konstateres, at FUEN endnu ikke havde kunnet etablere en så fast struktur, at Unionen kunne virke i det ønskede omfang til gavn for mindretallene på en måde, som den har ambitioner om. Da den mangeårige generalsekretær Armin Nickelsen gik af efter 50 års jubilæumskongressen i Haderslev i 1999, havde FUEN ikke længere råd til en fastansat generalsekretær. Siden juni 1999 ledes FUEN’s administrative arbejde af en forretningsfører. Ligesom i 1949 og alle de mellemliggende år er det således også i dag de økonomiske vilkår, der er altafgørende for FUEN’s arbejde.
FUEN’s betydning synes ikke desto mindre i dag at være større, end det var tilfældet for 10, 20, 30 eller snart 55 år siden. I dag nyder FUEN international anerkendelse og agtelse, og dens forslag, råd og responsa bliver stadig hyppigere taget til efterretning.
Det afgørende skridt blev gjort med vedtagelsen af et udkast til en konvention for mindretalsrettigheder (det såkaldte Bozen-udkast), som blev vedtaget enstemmigt på FUEN’s kongres i Cottbus (Tyskland) i 1992. Efterfølgende blev udkastet fremsendt til de europæiske institutioner og talrige udenrigsministerier.
Dermed fortsatte FUEN sine bestræbelser på at få vedtaget og etableret en fælles international lovgivning for mindretal i Europa. Tilbage i 1956 vedtog Unionen på sin kongres i Egg/Faakersee i Kärnten de første "Principper for folkegrupperetten". Disse principper var forinden blevet udarbejdet af en gruppe under ledelse af den senere FUEN-præsident Hans Joseph Graf Matuschka. De byggede grundlæggende på nogle tanker, som danskeren Jørgen Kiesbye Møller allerede havde formuleret på den anden kongres i november 1949, og som han siden havde udmøntet i resolutionstekster i 1950 og 1951.
Principperne blev revideret midt i 1960’erne og efterfølgende vedtaget af kongressen i Aabenraa i 1967. På nationalitetskongressen i Geneve (Schweiz) i 1985 blev yderligere en revideret version vedtaget. Interessen for en international lovgivning på mindretalsområdet danner således en rød tråd op igennem FUEN’s historie.
FUEN har siden begyndelsen af 1950’erne haft en særlig tilknytning til det dansk-tyske grænseland. I første omgang skyldtes det, at de ledende personligheder i organisationen var danskere fra København, som nærede stor interesse for det danske (og frisiske) mindretal. De fik hurtigt involveret de tre nationale mindretal i den dansk-tyske grænseregion i FUEN’s arbejde. Nordfriserne deltog imidlertid allerede i oprettelsen af Unionen i 1949. Det var således det tyske og danske mindretal, der kom til på et senere tidspunkt. Siden kom navnlig det danske og det tyske mindretal til at spille en central rolle for organisationen.
De to mindretal stillede i årenes løb både præsidenter, vicepræsidenter og generalsekretærer, herunder bl.a. de tyske nordslesvigere Hans Schmidt, Jes Schmidt, Hans Heinrich Hansen, Armin og Frank Nickelsen og de danske sydslesvigere Svend Johannsen, Hans Ronald Jørgensen, Olav Meinhardt, Ernst Meyer og Karl Kring. Dertil kom revisorer, kasserere og varetagelsen af andre funktioner. Desuden bidrog de to mindretal såvel ideelt som økonomisk til at sikre FUEN’s eksistens. Og deres status i forhold til regeringerne i København og Bonn/Berlin var med til at åbne døre for organisationen.
Samtidig har FUEN traditionelt fokuseret en del på mindretalssituationen i grænselandet. Da FUEN gennemførte sin tredje kongres i København i juni 1951, stod ikke mindst det slesvigske spørgsmål på dagsordenen. Der blev således nedsat en særlig kommission under ledelse af SSW-formanden og forbundsdagsmedlemmet Hermann Clausen, der skulle afrapportere til kongressen.
Det resulterede i en kongresresolution om "fire friheder", der skulle gælde for nationale mindretal:
1. bekendelsesfrihed i national henseende,
2. forældrenes ret til at træffe beslutninger på børnenes vegne (især mht. skolegang i nationale mindretalsskoler),
3. retten til meningsfrihed og
4. selvbestemmelsesretten.
Her blev der således eksplicit taget udgangspunkt i den slesvigske case, der så fik tillagt en generel betydning. Senere tog FUEN gang på gang det dansk-tyske mindretalseksempel op til præsentation. Efter at de to mindretal i 1965 hver fik deres kontaktudvalg til regeringen i det land, de lever, blev også denne ordning også diskuteret i FUEN-sammenhæng.
Det var imidlertid navnlig efter Murens fald i 1989, at FUEN fremhævede den dansk-tyske mindretalsmodel og aktivt bidrog til at formidle positive erfaringer fra denne region med henblik på konfliktløsning i andre mindretalsregioner. Dette skete til dels parallelt med en præsentation af autonomiordningen i Sydtyrol.
Formålet var at dele positive erfaringer med andre mindretal for dermed at skabe et grundlag for tilsvarende ordninger i andre del af Europa. I 1993 blev der endog afholdt en kongres på selve den dansk-tyske grænse for her bl.a. at præsentere det positive eksempel på stedet. Forud for Unionens kongres i Haderslev i anledning af 50året for dens grundlæggelse gennemførte den i maj 1999 ligeledes et seminar for østeuropæiske mindretal, der blev introduceret til mindretalsordningerne i grænselandet. Dette seminar blev finansieret af den danske Demokratifond i udenrigsministeriet og det tyske indenrigsministerium.
Dertil kommer præsentation af det dansk-tyske grænseland over for delegationer fra central- og østeuropæiske stater samt aktiv formidling til andre mindretal. I denne forbindelse har det danske og tyske mindretal arbejdet nært sammen og koordineret deres oplysnings- og informationsindsats.
Da Mindretalsunionen i 1999 oprettede et rådgivende udvalg med repræsentanter for myndigheder i de regioner, hvor der findes mindretal, blev også delstaten Slesvig-Holsten repræsenteret i dette.
På denne måde har FUEN forsøgt at virke modererende og konfliktinddæmmende/-løsende ved at fremvise og formidle den dansk-tyske mindretalserfaring. Dette er sket kontinuerligt over et 50 år langt tidsrum. Dette taler igen for, at Mindretalsunionen har været af den opfattelse, at situationen og mindretalsordningerne i det dansk-tyske grænseland er nyttige at formidle og studere med henblik på konfliktløsning andetsteds. I denne forbindelse har det spillet en væsentlig rolle, at både Danmark og Tyskland har givet projektstøtte til disse aktiviteter, og at det danske, tyske og frisiske mindretal konkret har samarbejdet om og medvirket i formidlingen af dette positive eksempel på velfungerende mindretalsordninger. Fra og med 2008 yder Danmark tilmed et fast årligt tilskud til mindretalsunionens arbejde.
Af Jørgen Kühl.
En kompakt fremstilling af Mindretalsunionens historie findes i Jørgen Kühl: The Federal Union of European Nationalities. An Outline History 1949-1999 (2000).