Hjemmetyskhed

Hjemmetysker er med en lidt nedsættende klang betegnelse for medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland (Nordslesvig). Ordet har rod helt tilbage i 1830'erne, hvor Grundtvig brugte det som betegnelse for danskere i Kongeriget, der ville fremme tysk kultur. Hos tysksindede brugtes benævnelsen Heimdeutsche, og her havde ordet en mere positiv klang.

I årene frem til 1867 manifesterede tyskheden sig politisk i den slesvig-holstenske bevægelse, som kæmpede for hertugdømmerne Slesvigs og Holstens nære samhørighed, deres uafhængighed i forhold til Danmark og deres tilknytning til et kommende forenet Tyskland. Målet blev en selvstændig stat med hertugen af Augustenborg som overhoved. Disse tanker vandt fra ca. 1840 solidt fodfæste i de sønderjyske byer, mens en udpræget slesvigsk holdning længe gjode sig gældende på landet.

I marts 1848 sluttede tysksindede slesvigere op om den slesvig-holstenske oprørsregering i Kiel. Under Treårskrigen 1848-50 engagerede den tyske folkegruppe i byerne sig i den slesvig-holstenske og tyske revolution, mens de på landet var tilbageholdende. Fælles var frygten for og kampen imod en deling af hertugsømmet Slesvig, som ville betyde, at Nordslesvig kom til Danmark. Skulle der holdes en folkeafstemning, kunne den tyske folkegruppe alene være sikre på at vinde Tønder, Højer og Ubjerg, selvom de også stod stærkt i Haderslev, Aabenraa, Augustenborg og Løgumkloster samt i Slogs herred. De tysksindedes problem var, at de tyske sympatier ofte var begrænset til de højeste og mellemste lag af befolkningen: Købmænd, fabrikanter, akademikere, embedsmænd og håndværksmestre i byerne - godsejere, proprietærer, teglværksejere, møllere og velstående gårdejere på landet. Den talrige underklasse nærede derimod altovervejende danske sympatier.

Efter det slesvig-holstenske nederlag i 1850 samlede folkegruppen sig om tyskhedens sproglige og politiske overlevelse under det strengere danske styre. I 1864 fik de en ny chance, da hertugdømmet Slesvig blev erobret af Preussen og Østrig. De tysksindede i byerne hyldede nu den augustenborgske prins Friedrich som regerende hertug, og en augustenborgsk bevægelse vandt frem, hjulpet godt på vej af fire agenter, som prinsen betalte og udstationerede i landsdelen. Igen blev kampen mod en deling af Slesvig en hjertesag. Hovedmålet, en selvstændig slesvig-holstensk stat under Friedrich stred imod ministerpræsident Otto von Bismarcks plan for hertugdømmernes indlemmelse i Preussen.
Enkelte tysksindede støttede indlemmelsen i Preussen, men de allerfleste holdt fast ved et selvstændigt Slesvig-Holsten under augustenborgerne. I sensommeren 1866 blev truslen om en folkeafstemning og deling af Slesvig imidlertid overhængende med den berømte § 5. Det store flertal i folkegruppen skiftede nu næsten fra den ene dag til den anden standpunkt til fordel for hertugdømmernes indlemmelse i Preussen. Indlemmelsen fandt sted i januar 1867 og indledte en helt ny tid for tysksindede slesvigere.

Efter afstemningen i 1920 blev Nordslesvig indlemmet i Danmark og den tyske folkegruppe blev et nationalt mindretal. I perioden frem til besættelsen argumenterede deres organisationer for en grænseflytning til en nordligere linje (Tiedje-linjen), men det var først ved den nazistiske besættelse, at man øjnede reelle muligheder for en grænserevision. Det blev dog afvist fra Berlin, hvor den nazistiske ledelse ingen planer havde herom.

Store dele af det tyske mindretal blev nazificeret efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Sympatien kom især til udtryk i valget af Jens Møller som leder af mindretallets politiske parti NDSAP-N.

Efter befrielsen i 1945 fulgte retsopgøret mod danske borgere, som havde samarbejdet med besættelsesmagten - et retsopgør, hvor man fra dansk side ikke altid forstod at skelne mellem tyskhed og nazisme.

Efter at det tyske mindretal afgav en loyalitetserklæring over for den danske stat den 1. december 1945 er tyskheden langsomt blevet accepteret. Hvor dansksindede sønderjyder langt op i 1970'erne f.eks. ikke kunne drømme om at handle hos en tysksindet forretningsdrivende, er det i dag helt almindeligt. 

Inden for de seneste år har den tidligere formand for Bund Deutscher Nordschleswiger Hans Heinrich Hansen ved flere lejligheder udtalt, at det tyske mindretal i dag føler sig fuldt accepterede og respekterede i det sønderjyske samfund. Dagligsproget  indbyrdes er i dag hovedsageligt sønderjysk. Som det anekdotisk er sagt: "Vi taler sønderjysk når vi sidder ned, og tysk når vi står op (ved officielle lejligheder)". Samme udvikling er sket i Sydslesvig, hvor det danske mindretal overvejende taler tysk indbyrdes og hjemme, mens dansk tales i skoler, foreninger og ved officielle lejligheder.

Litteratur:

Hans Schultz Hansen: Hjemmetyskheden i Nordslesvig 1840-1867 - den slesvig-holstenske bevægelse. Bind I og II. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2005.