Margrethe 2., dansk dronning
Dronning Margrethe 2 ( f: 16.04.1940) Fulde navn er Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid. Dronning Margrethe 2 er datter af Frederik 9. og dronning Ingrid og søster til prinsesse Benedikte og eksdronning Anne Marie af Grækenland.
Margrethe var ikke tronarving ved fødslen, fordi der indtil grundlovsændringen og ændringen af Tronfølgeloven i 1953 alene var mandlig arvefølge til den danske trone. En ny Tronfølgelov gav mulighed for kvindelig arvefølge. På sin 18-års-fødselsdag blev Margrethe således som tronfølger optaget i statsrådet.
Margrethe blev student i 1959 fra Zahles Skole. Hun studerede 1960-65 bl.a. politisk videnskab og arkæologi ved universiteterne i København, Cambridge, Århus, Sorbonne og London. I 1967 blev hun gift med den franske diplomat grev Henri de Laborde de Monpezat, prins Henrik (1934-2018); parret har sønnerne Frederik (født 1968) og Joachim (født 1969). Ved Frederik 9.s død den 14. januar 1972 besteg Margrethe 2. tronen.
Margrethe 2. er den første danske regent efter 1920, der har besøgt Sydslesvig. Det skete første gang i sommeren 1978 og fik stor symbolsk betydning for det stærkt forbedrede forhold mellem Danmark og Tyskland.
Dronningens seneste besøg i grænselandet fandt sted den 3.-6. september 2019 som optakt til genforeningsfejringerne i 2020
Ændret: Niells Schou
Sidst ændret: den 26. april 2022