Margrethe 2., f. 1940, dansk dronning
Dronning af Danmark 1972-2024, døbt Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid. Dronning Margrethe 2. er datter af Frederik 9. og dronning Ingrid og søster til prinsesse Benedikte og eksdronning Anne Marie af Grækenland.
Margrethe var ikke tronarving ved fødslen, da der indtil ændringen af Tronfølgeloven i 1953 alene var mandlig arvefølge til den danske trone. En ny Tronfølgelov gav mulighed for kvindelig arvefølge. På sin 18-års fødselsdag blev Margrethe således som tronfølger optaget i statsrådet.
Margrethe blev student i 1959 fra Zahles Skole. Hun studerede 1960-65 bl.a. politisk videnskab og arkæologi ved universiteterne i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London. I 1967 blev hun gift med den franske diplomat grev Henri de Laborde de Monpezat, prins Henrik (1934-2018); parret har sønnerne Frederik (født 1968) og Joachim (født 1969). Ved Frederik 9.s død den 14. januar 1972 besteg Margrethe 2. tronen.
Den 14. januar 2024 abdicerede Margrethe 2. og overdrog tronen til Frederik 10. Hun beholder titlen dronning.
Dronningen er kendt for sine kunstneriske udfoldelser. Hun har oversat værker, virket som tekstilkunstner og illustrator, været scenograf af flere balletter og udført découpager.
Margrethe 2. er den første danske regent efter 1920, der har besøgt Sydslesvig. Det skete første gang i sommeren 1978 og fik stor symbolsk betydning for det stærkt forbedrede forhold mellem Danmark og Tyskland.
Dronning Margrethe modtages af borgmester Erik Lauritzen i Sønderborg den 18. juli 2023. Dronningen er ankommet til byen med kongeskibet Dannebrog.
Sønderborg Kommune. Foto: Kim Toft Jørgensen.