Marsk

Den sønderjyske/slesvigske marsk strækker sig fra Rejsbymarsken i nord til Ejdersted i syd. Den er en del af Vadehavet, der strækker sig fra Blåvands Huk til Den Helder i Holland.

Ordet betegner de græsdækkede, flade, lavtliggende forlandsarealer ud mod Vadehavet. Pga. marskdannelsen tillægges der hele tiden nyt land langs Vadehavskysten. Marsken er opstået ved at tidevandet to gange i døgnet (med ca. 12 timers mellemrum) tilfører området materiale ved højvande, som aflejres. Tidevandet strømmer ind i Vadehavet i de såkaldte tidevands-render eller pril'er. Tidevandsaflejringen kan ske naturligt eller fremmes ved grøblegravning og faskinegårde.

Marsk dannes naturligt i vader, hvis niveau ligger omkring middelhøjvande eller derover. Områderne overskylles ikke af alle højvander, men dog så ofte, at der kan afsættes materiale. Gennem denne aflejring af partikler bygges marsken langsomt op og skifter til stadighed karakter. Dette giver grobund for planter. Planterne skaber roligere vand og kan næsten som et filter tilbageholde materiale, så bundfældnings-processen sker hurtigere.

Den første plante på vaden er som regel kveller. Denne lille tykbladede plante er i stand til at tåle saltvand, som den ofte overskylles af. Hvor kveller er, finder man ofte spartina, også kaldet vadegræs. Spartina vokser i tætte tuer og er i stand til at formere sig ved udløbere. Når forlandet (området mellem diget og havet) ikke længere overskylles ved dagligt højvande  fordi tilslikning har hævet niveauet, kommer der annelgræs, der hurtigt breder sig og  danner et plantedække, der for alvor sætter fart i marskdannelsen.

Grøblegravning (at grøble) vil sige at man i vaden (den del af havbunden som oversvømmes ved højvande, men er tørlagt ved lavvande) graver parallelle grøfter med ca. 3 meters mellemrum, som fremmer aflejringen, når de fyldes med tidevandet ved højvande. Med mellemrum kastes det aflejrede materiale (slik eller klæg) op til siderne. Faskinegårde (eller slikgårde) er indhegninger af stolper og tæt sammenbundne risknipper (faskiner) på vaden, som ligeledes fremmer aflejringen, ved at vandet kommer til at stå helt stille.

De tidligste, inderste marskområder langs den sønderjyske vestkyst (fx Gammeleng ved Højer og den østligste del af Tøndermarsken) opstod sandsynligvis i løbet af det andet årtusinde f.Kr.

Omkring Kr.f. var det muligt at bosætte sig på de højere marskområder; men med tiltagende stormfloder måtte menneskene bygge værfter. Syd for Ejdersted skete dette fra omkring 0-200 e.Kr., nord for Ejdersted langt senere. Den sønderjyske marsk blev først udnyttet som landbrugsjord for de landsbyer, som i jernalder og vikingetid lå på geestranden, fx ved Hjemsted ved Skærbæk. Først i løbet af 11- 1200-tallet blev den sønderjyske marsk beboet, hvilket er påvist ved undersøgelser af værfter i Ballum- og Tøndermarsken, samt i marsken mellem grænsen og Ejdersted.

Marskens naturlige græsvækst betingede fra tidlig middelalder en studeproduktion, som fik stor økonomisk betydning for områdets befolkning gennem århundreder. I dag udnyttes marsken stadig til græsning af får og stude; men en del af marsken bliver også benyttet til agerbrug. 

Ind mod land afgrænses marsken af diger, som holder højvandet ude. De inddigede områder kaldes kog og er ofte opkaldt efter de fyrster eller andre, som tog initiativ til digebyggeriet. Landet foran diget, som ikke oversvømmes ved højvande, kaldes forlandet.

Marsken regnes for et af de 10 mest bevaringsværdige landområder i verden.

Litteratur:

Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie, bind 1-2, 2000/2003.

Sønderjyllands Historie indtil 1815, Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa: 2008.

Kurt-Dietmar Schmidtke: Die Entstehung Schleswig-Holsteins, Neumünster 1992.

Dirk Meier: Die Nordseeküste. Heide 2006.