Redsted, Valdemar F.C., 1825-1902, dansk officer
Valdemar Redsted blev uddannet ved landbruget og var forvalter på en gård i Skåne, da han i 1848 lod sig indrullere i "det beredne Jægerkorps for Øerne" (korpset gik også under navnet "Herregårdsskytterne"), hvor han i Treårskrigens første fase gjorde sig bemærket ved den 1. august 1848 egenhændigt og meget dristigt at angribe en preussisk patrulje ved Sjølund i nærheden Kolding. I det følgende år blev han uddannet ved en kommandoskole i København og herefter udnævnt til sekondløjtnant af reserven. Senere under Treårskrigen deltog han i kampene ved Kolding og Vejle i 1849 og i Slaget ved Isted i 1850.
Redsted blev hjemsendt i 1851, hvorefter han vendte tilbage til landbruget. I 1854 blev han udnævnt til premierløjtnant af reserven og i øvrigt gift med Caroline Juliane Francisca Henningsen, der stammede fra Gråsten, hvor hendes far var apoteker.
I oktober 1863 blev Valdemar Redsted igen indkaldt og måtte forlade gården Abildgaard. Han overtog nu kommandoen over et kompagni under 9. bataljon som var udstationeret i Altona ved Hamborg under oberst P.U. Scharffenbergs ledelse. Dette kompagni ledede han igennem resten af krigen frem til den 18. april 1864, hvor han og kompagniet spillede en afgørende rolle i 8. brigades modangreb mod de fremstormende preussiske tropper på Dybbøl. I spidsen for sit kompagni stormede Redsted frem mod Dybbøl Mølle, men under en nærkamp helt fremme ved Møllehuset blev han hårdt såret og taget til fange. 8. brigades modangreb blev stoppet af de overtallige preussiske tropper.
Som preussisk fange blev han respekteret for sit heltemod, og han fik under de første tre uger af fangenskabet lov til at opholde sig hos sine svigerforældre i apoteket i Gråsten, hvor de kunne sørge for, at han fik den bedste behandling. Her gav preussiske officerer ham i øvrigt som honnør for tapper indsats hans sabel tilbage. Herfra sendte han den 29. april, altså 11 dage efter stormen, et brev til sin overordnede, oberst Scharffenberg, hvori han gav den formentlig bedste samtidige beretning om detaljer i 8. brigades modangreb (se nedenfor). Modangrebet beskrives også i Wilhelm Dinesens bog "Fra ottende brigade", der udkom i 1889.
Efter krigen opgav Redsted sin gård i Thy. I stedet indledte han en karriere som embedsband i staten, først som stationsforstander i Strib, siden som postmester i Stubbekøbing og de sidste år af sit liv i Thisted.
Brev fra V.F.C. Redsted til oberst Scharffenberg, dateret 24. april 1864:
"Efter Oberstens personlige Ordre til mig, med al Magt at forsvare Chausseen over Dybbøl Mølle til Sønderborg, ansaae jeg det for hensigtsmæssigt at rykke frem til denne som det eneste Punkt, dermed nogen Kraft og Fordel formaaer at dominere Chausseen med omliggende Terrain. Da Møllen alt var besat af Fjenden, delte jeg Kompagniet i 2 Kolonner med Sektionsfront og gik med fældet Gevær løs paa Havediget, der holdtes besat af cirka et Kompagni. Folkene gik bravt paa uden at løsne et Skud, og det var mig virkelig en Glæde at føre Kompagniet an.
Fjenden kastedes tilbage med Bajonetten og gik til Vaaningshuset, der allerede holdtes fast af en fjendtlig Afdeling. Jeg havde intet andet Valg: det maatte tages. Jeg rykkede derfor igjen frem, naaede lige til Hjørnet af Bygningen. Folkene fulgte mig troligt; der modtog jeg fra et Vindue, jeg vilde ind af, mine Saar; og uagtet jeg nogle Sekunder kæmpede for at blive staaende og opmuntrede Mandskabet med Miner - thi Mælet var borte - var det mig umuligt; jeg faldt baglæns over og var bevidstløs nogen Tid. Da jeg kom til mig selv, nemlig ved at tvende fjendtlige Soldater ville plyndre mig, saae jeg endnu en Deel af Kompagniet forsvare sig med megen Haardnakkethed. Preusserne rykkede nu frem med uhyre Masser. Hvad der senere passerede ved jeg ikke.
Det er min absolutte Pligt, Hr. Oberst! at maatte fremhæve saavel menige som i Særdeleshed Underofficerernes udmærkede Opførsel under denne Affaire. Jeg kan ikke noksom fremhæve Vaabenmester, Sergent Wissings brave Forhold idet han haardt saaret, saa vidt jeg ved, høire Arm splintret nedenfor Albuen, dog vedblev at føre sine Folk. Og Reservekorporal Blinkenberg, en sjelden, brav og trofast tapper Soldat, faldt, vistnok meget haardt saaret ved min Side, og udbrød: "Jeg kan ikke mere, Hr. Lieutenant! Men kuns fremad Folk, kuns fremad, ingen Mand give sig." Han taug og var ganske død. Reservekorporal Hastrup viste ligeledes megen bravour og faldt saaret, iligemaade min Foureer, Korporal Bathlinz, om hvis Skjæbne jeg Intet veed. Desværre mistede jeg i Særdeleshed af 2. og 4. Deling ikke Ubetydeligt. Sekondlieut. Dinesen, hvis han er i Live, maa jeg paa det Bedste anbefale Hr. Obersten. Han gik frem med et Mod, Udholdenhed og Foragt for Faren, der karakteriserer en sand Soldat, og maa jeg lykønske den Armee, der har mange saadanne unge Officerer i sin Midte.
Jeg har et Skudsaar i venstre Skulder, der langtfra ikke farligt, dog har smertet meget, idet Sener og Muskler, der førte til Armen ere berørte; dernæst et Skudsaar gjennem Halsen, der vel ikke er livsfarligt, men dog maa behandles med yderste Forsigtighed, idet Arterierne ligge blottede; Struben er berørt og i meget stærk Suppuration (afsondring af materie) paa Grund af fremmede Stoffers Tilstedeværelse i Saaret (Klæde og Foer fra Uniformen); dog min kraftige Natur og sunde Legeme skal nok overvinde Alt; og gjør det mig kun hjerteligt ondt, jeg nu saalænge er fordømt til Lediggang, og ikke igjen efter min, jeg haaber snarlige Helbredelse kan stille mig under Oberstens Kommando. De fjendtlige Officerer ere særdeles forekommende mod mig, og dagligt møder Prinds Friedrich Karls Adjunant for at spørge til mit Befindende; Prindsen og en General overgav mig min Sabel. Gud bedre det for vort lille Land og hans Majestæt Kongen!"
Kilde: Johs. Nielsen: "1864 - Da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1987.
