Slesvigs forfatning af 15. februar 1854

Forfatning alene gældende for hertugdømmet Slesvigs indre anliggender, som fastslås som "uadskilleligt tilbehør af Vor danske krone". Forfatningen taler endvidere om "Vor suveræne magt i Vort hertugdømme Slesvig", altså hertugdømmet som underlagt den danske stat.

Forfatningen knæsætter Londontraktatens arvefølge, altså prins Christian af Lyksborg som tronarving til Danmark ligesom forfatningen gjorde dansk og tysk til ligeberettigede lovsprog og forhandlingssprog i stænderne. Endvidere bekræftede forfatningen det bestående kirke- og skolesprog som fastlagt i sprogreskripterne af 1851.

Forfatningen gav ingen demokratiske rettigheder men udhulede snarere de eksisterende. Men stænderforsamlingen fik besluttende myndighed og valgretten til stænderforsamlingen blev udvidet, så den nu tilkom 7% af befolkningen mod hidtil kun 2%.

Regeringen A.S. Ørsted udstedte senere på året en enevældig fællesforfatning, der indførte et hovedsageligt rådgivende rigsråd fælles for hele monarkiet, som skulle udpeges af kongen, den danske rigsdag og hertugdømernes stænderforsamlinger. Denne meget konservative forfatning førte til regeringen Ørsteds fald. Den nye regering P.G. Bang fik derefter i 1855 vedtaget en fællesforfatning for helstaten, som de holstenske stænder dog nægtede at acceptere.