Detlef Nielsens erindringer om forholdet til lokalbefolkningen under krigen i 1864

(Erindring fra den 7. januar 1864)

... Befolkningen var i reglen ret flink, velvillige mennesker, der gjorde for deres indkvartering, hvad de kunde. Smør var ikke til at opdrive for penge, når man da ikke kunde plattyske med dem og ved gode ord og penge få dem til at rykke ud med reserven, hønsene var alle grueligt tysksindede og havde truffet en stiltiende overenskomst om ikke at lægge æg til de danske. …

(Erindring fra den 6. februar 1864)

… Det var kun en lille gård, udspist naturligvis. Konen mageløs flink, vilde så gerne gøre det godt for os, men kunde ikke. Hun græd og pigerne græd over vor elendighed, og konen sagde: »Jeg har ikke andet end en kop kaffe og nogle tvebakker; det er det sidste jeg har.« »Gud velsigne dem«, lød det i kor, »kom bare med det.« Da kaffen var nydt, hvilket snart var besørget, fik jeg ved en af pigernes velvilje et lille rum ved siden af køkkenet, hvor jeg kunde vaske og rense mit ben og mig selv og smide mine hullede strømper og få andre på. … 

(Erindring fra den 7. februar 1864)

... Så nåede vi da Ulkebøl Nørremark og blev indkvarterede to og to compagnier i hver gård. Nu gjaldt det jo om hurtigst muligt at komme til hvile. Min captain blev anbragt i aftægtshuset hos de gamle folk og fik en seng, underofficererne fik salen og vi andre officerer en stue. Folkene var mageløst flinke og venlige imod os, vilde strax lave mad, men det tænkte ingen på, det gjaldt kun hvile, søvn.  

De havde ingen senge til os, de havde kun halm, som blev spredt over gulvet. På mine gentagne spørgsmål, om de slet ingen sengeklæder havde, vi kunde dække os lidt til med, svarede de, at alle dem havde brigaden. »Hvad for en brigade«, spurgte jeg. Ja det var brigaden fra Sønderborg, de lå to mand i hver seng. »Lad mig se den brigade«, bød jeg, og med konen i spidsen kom jeg ind i et værelse, hvor otte mand af brigademusikken fra Sønderborg, der ikke havde været med i krig hidtil, lå og slumrede sødelig i pæne, opredte senge. Det var et øjebliks sag; hvor nødig de end vilde, måtte de herrer ud af fjærene og blev viste ind til underofficererne i halmen, hvor de, så alvorlig end situationen var, blev modtaget med lyde, der temmelig nær lignede latter, skønt Gud skal vide, man næsten havde glemt, hvorledes det lød. De gjorde en hel del vrøvl, sagde, de havde kvarteerbillet¹, det kunde de vise mig. »Det gælder til Wandsbek«, svarede jeg, »her har vi kvarteerbillet nu, og De må lette Dem og give plads«.  

Vi fik sa deres sengeklæder og redte os en ordentlig søsterseng² på gulvet, og det varede ikke længe, førend vi lå i den dybeste søvn. Midt om natten arriverede vor stakkels kammerat, lieutnant Dreyer, der havde haft et svært stykke arbejde med at få trainet samlet og havde stået posteret ved broen i al den tid. Han var forfærdelig medtaget, da han endelig om sider fandt bondegården, hvor vi lå, og trængte først og frem mest til søvn. Svigerinden, en sød og prægtig ung bondepige, lukkede ham ind og så hans forgæves forsøg på at bore sig ind i vor søsterseng eller finde blot en lille krog, hvor han kunde hvile. Vi sov alle som stene og fornam intet til hans anstrængelser. Hun så naturligvis også hans udmattelse, stakkels fyr, ti pludselig sagde hun resolut: »Kom med mig, så skal De få plads i en seng«. Hun førte ham ind i familiens soveværelse, hvor mand og kone lå i den ene seng, den anden delte hun og et lille barn, og gav ham plads i sin seng ved sin egen uskyldige side. Dreyer var uhyre taknemlig og viste det ved strax at falde i den tungeste søvn. Og da vi drillede det lille pigebarn næste dag efter at have hørt historien, svarede hun nok så uskyldigt: »Han skulde da også sove etsteds, han var såmænd trængende nok«. 

Ordforklaringer:

(1) kvarterseddel - angivelse af, hvor der var indkvartering.

(2) sengeleje, som opredes til flere i nødstilfælde og navnlig på gulvet

Kildehenvisning:

Detlef Nielsens Erindringer fra 1864 – meddelte af H.V. Clausen. Sønderjydske Aarbøger 11. række, 1929, s. 6; 20; 27.