Gustav Johannsens tale på Skamlingsbanken 1893

Danske Mænd og Kvinder! Vor Rejse hertil staar for mig som en Valfart. Thi det er et helligt Sted, vi staar paa. Det er et Sted, hvor Mindet taler til os om en Tid, da den Sag, som blev taget op af selve Folket, endnu var i sin Morgenrøde.  

Mindet om den Dag for 50 Aar siden, da Laurids Skau udtalte saa kraftige Ord, at det gav Genlyd i hvert dansk Hjerte. De Tusinder, som den Dag hørte ham, de forstod, at der var noget, som Folket maatte tage op, hvis det skulde udføres, som Naturens Ret krævede det. Her samledes de Mænd, som havde fattet den store Tanke; de talte sammen om, hvad der skulde gøres, for at Folket dernede kunde komme til sin Ret, og de talte om, hvorledes de skulde dele Arbejdet imellem sig. De lod Luren gjalde hen over Folket fra denne Banke, saa alle kunde forstaa, at der er en Opgave, som kun kan løses, naar hele Folket tager Del i Arbejdet. Herfra udgik den Aand, som trængte ind i Folket dernede, her lærte man at forstaa, at kun i Samdrægtighed kan et Folk udføre en Gerning som den, der laa for.  

I Dag er det et halvt Aarhundrede siden, at den Mand, der første Gang talte Dansk i Tinget dernede, P. Hiort Lorenzen¹, blev hædret af Brødre Norden for Aaen², idet de overrakte ham en Hædersgave som en Tak for den Gerning, han havde øvet: han talte Dansk og vedblev at tale Dansk!  

Nu er der gaaet 50 Aar, og i de sidste 30 Aar har man søgt at bringe det tilbage til det gamle. I Tinget tales der ikke mere Dansk, og man forsøger at hindre Folket i at tale dets Modersmaal. Og dog tør jeg bringe jer det Budskab, danske Brødre og Søstre Norden for Aaen, at vi taler Dansk, og vi bliver ved at tale Dansk!  

I Dag for 50 Aar siden var det, at hin unge Bondesøn, Laurids Skau, for første Gang traadte offentligt frem. Hans Ord kender De, det Ord, som rigtigt slog an, og som vil have Betydning, saalænge hans Navn mindes: Sønderjyllands Vaaben viser Løver og ingen Abekatte! Det Ord det forstaas nede hos os, som det forstodes hin Dag; vi ved, hvad det vil sige, at vi fører Løver i vort Skjold, og vi vil ikke vide af Abekatte! ³ 

Fra den Dag kom der en Bevægelse i Sønderjylland, som før var ukendt. Ja, vi staar jo her paa sønderjysk Grund, men vi maa overskride en Landegrænse for at komme hertil, og det er det, der volder os en navnløs Smerte.  

- Her talte han, den unge Mand, og blev fra den Dag en af Førerne for den store, nationale Bevægelse, som har strakt sig til i Dag, og som vil blive ved, indtil det Maal engang er naaet, da vi kan sige: nu er der Fred og ingen Fare! 

Det var en vidunderlig Kraft, der var i den unge Bondemand. De lærde forbavsedes over ham, og hans Standsfæller ærede ham højere end nogen anden af deres Forkæmpere i den Tid. Ingen har haft saa stor Tilslutning i Folket som Laurids Skau.  

Hans Liv og Gerning er jo ikke ukendt. Mange af de ældre har oplevet den, og de unge har hørt hans Navn nævne saa tit, at de faar Lyst til at forske efter, hvad denne Bondemand da har udført.  

Som han kunde tale til Folket, saa det begejstredes og fulgte ham, saaledes kunde han ogsaa tale et frejdigt og modigt Sprog, naar han kom paa de højeste Steder. Han forstod ogsaa der at lægge sine Ord saaledes, at han kunde forklare, hvad Nød hans Folk var stedt i. Men hvad hans Gerning frugtede i denne Henseende, det var - det er sørgeligt at sige det - kun grumme, grumme lidt.  

Saa kom Ulykkesaarene, Treaarskrigen, og Laurids Skau maatte til Dels forlade sit Hjem for ikke at lide Overlast af Fjenden. I den Tid viste de kongerigske Brødre ham den store Tillid, at de valgte ham ind i Tinget. Men saa snart hans Hjem var befriet, vendte han tilbage til Sønderjylland, hvor han havde sin Gerning. Og nu kom der en Tid, hvor alle hans store Evner rigtig kom frem og lyste, saa vi alle saa op til ham med Beundring, et Haab og en Tillidsfuldhed, som vel aldrig nogen Mand har kunnet rose sig af iblandt os.  

Vi, som hørte ham i Flensborgs Stændersal, mindes hans ranke Skikkelse og hans lovkyndige Tale. Han forstod at slaa med Aandens Sværd; han forstod (og det hører der noget til) at slaas med tyske Advokater og Jurister; hans Slag faldt haardt mod de slesvigholstenske Junkere og Præster, og han kom aldrig besejret tilbage fra Kamppladsen. Naar det rygtedes, at Laurids Skau vilde betræde Talerstolen den næste Dag, saa søgte man hen for at faa en Plads i Salen, og aldrig var nogen Tilhørerstol tom.  

I Stændersalen udfyldte Laurids Skau sin Plads ikke alene som et Led af Kredsen af gode, danske Mænd, nej han kunde mere, og det skal være sagt paa denne Dag og mindes i Historien: Bondemanden, han blev Fører for de danske Stænderdeputerede. Og det skal fremhæves her: at det er noget af det største, vi har at fortælle om Laurids Skau, at han med Aandens Kraft kunde vise Modstanderne, at Forholdene hos os var saa unaturlige, som de var.  

Vi har rejst ham en Mindestøtte paa denne Plads, skønt hans Navn i Forvejen staar indridset blandt de andre stolte Navne paa den Sten, som bærer Vandalismens Mærker⁴, men som taler et langt djærvere og forstaaeligere Sprog til os nu, end da Stenen var glat. Vi vil sætte ham et særligt Mindesmærke, fordi han for os dernede har faaet en saa umaadelig Betydning, saa at det endnu kan kendes iblandt os. Jeg tror, jeg tør sige det: at jeg staar her, det er ogsaa Laurids Skaus Skyld! Da vi unge begyndte at begribe, hvad det var, det gjaldt, da følte vi Trang til at høre Laurids Skau tale, og han varmede os op og gav os Kræfter til Gerningen.  

Vel minder Obelisken deroppe om ham og om Kampen i dens Helhed, men vi vilde sætte ham et særligt Mindesmærke, der skulde tale til kommende Slægter om, at vi Sønderjyder har forstaaet Laurids Skaus store Gerning, minde de kommende Slægter om, hvad Fædrelandskærligheden, selv om Hjertet slaar bag Vadmelskofte og Haanden fører Ploven, kan føre til. Det er os en Glæde at kunne sige, at vi har forstaaet hans Gerning, forstaaet hans Daad, og i Dag bringer vi ham vor Tak for den. Hans Minde lever i Folkets Hjerter, og Historien vil altid nævne hans Navn som en af vore bedste, om ikke den allerbedste af vore Sønner.  

Det var af en indre Trang, at nogle faa Mænd i Fjor blev enige om at sætte denne Sten, og at Trangen var almindelig hos hele Befolkningen, derom blev der vidnet i de Maaneder, der gik fra det Øjeblik, da vi opfordrede til at give Bidrag.  

Nu staar Stenen deroppe, og nu skal den vidne om ham, den trofaste, danske Mand, og om den nuværende Slægts Taknemmelighed.  

Det Folk, som rejste Stenen, ved, at det kun kan fortabes, naar det ikke længer er sig selv. Og lad saa Sløret falde, at Mindesmærket kan skues!  

Dermed overleverer jeg dette Mindesmærke til Skamlingsbankes Bestyrelse. Fred være med Støtten, værn om den, at den maa slippe for Mærkerne, som den anden Sten har faaet, lad den altid staa glat og slank paa dette Sted, hvor vi haaber engang at kunne samles til Glædesfest og ikke blot som i Dag til Mindefest!«  

Ordforklaringer:

(1) Peter Hiort Lorenzen er blevet kaldt danskhedens fører, han fastholdt at tale dansk i Den slesigske Stænderforsamling.

(2) Kongeåen

(3) Der henvises til en udtalelse af Laurids Skau fra hans tale på Skamlingsbanken i 1843, hvor han advarede sønderjyderne mod at opføre sig som dresserede hunde eller abekatte, der efterligner deres herrers kunster og mindede om, at slesvigernes våben ikke er en abekat, men en løve.

(4) I 1863 rejstes en obelisk på Skamlingsbanken, hvorpå der stod navnene på 16 markante sønderjyder. Den blev sprængt af tyskerne i 1864, men blev samlet og genopsat i 1866.

Kildehenvisning:

Jakob Petersen: Skamlingsbanken 1843-1943. H. Hagerup’s Forlag 1943, s. 160-163.